Lionel Messi kan overtales til at blive i FC Barcelona.
Det mener Joan Laporta, der er blandt kandidaterne til at overtage den ledige præsidentpost i den catalanske storklub.
- Der er to ting, der er resultatet af dårlig ledelse. Situationen er blevet forværret af covid-19, men ledelsesfejl bærer også en del af skylden og er grunden til situationen med Leo (Lionel Messi, red.), siger han i et interview med avisen AS.
Foruden Messi henviser han til klubbens skrantende økonomi.
- Begge dele kan ændres. Klubbens situation kan der laves om på, og jeg håber, at det samme gælder Leo, lyder det fra Laporta.
Lionel Messi chokerede fodboldverdenen, da han efter den forgangne sæson offentliggjorde sit ønske om at forlade Barcelona, hvor han har tilbragt hele sin karriere.
Argentineren mente, at han havde ret til at forlade Barcelona efter en aftale med klubben, men klubben modsatte sig Messis ønske.
Det hele endte med, at Messi mod sin vilje valgte at blive endnu en sæson i Barcelona frem mod kontraktudløb i sommeren 2021, men fodboldstjernen lagde ikke fingre imellem i sin kritik af ledelsen.
- Jeg tror, at det vigtigste er, at Leo har sagt, at han afventer præsidentvalget og derefter vil tage stilling til et tilbud fra Barcelona, siger Laporta.
I slutningen af oktober trak Josep Maria Bartomeu sig som præsident efter en turbulent periode og heftig kritik fra flere kanter.
Der er præsidentvalg i Barcelona 24. januar. Laporta besad posten fra 2003 til 2010 og håber dermed på sin anden periode i klubben.
Hvis han vælges igen, vil han sørge for et sportsligt attraktivt projekt for at overtale Messi til at blive.
- Leo skifter ikke på grund af penge. Han ønsker at være i Barcelona.
- Jeg tror, at det, han virkelig ønsker, er at vinde Champions League og ligaen. At præsentere en konkurrencedygtig pakke er nøglen til at løse problemet, siger Laporta.
/ritzau/