Tiltrængt sejr: Real Madrid vinder på fjollet mål
Foto: Getty Images
La Liga

Tiltrængt sejr: Real Madrid vinder på fjollet mål

Efter tre ligakampe uden sejr lykkedes det lørdag Real Madrid at vinde 1-0 ude over Sevilla i La Liga.

Real Madrid sikrede sig lørdag en tiltrængt sejr i La Liga og rykker dermed op på tredjepladsen i den bedste spanske fodboldrække.

Det blev til tre point til hovedstadsklubben efter 1-0 ude over Sevilla.

Real kom til Sevilla uden en sejr i de seneste tre ligakampe. Senest blev det til et skuffende 1-2-nederlag mod Alavés. Sevilla havde omvendt vundet sine seneste tre efter en sløj start på sæsonen.

Et selvmål af Sevilla-målmand Bono i anden halvleg endte med at blive udslagsgivende i lørdagens kamp på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán

Med sejren har Real Madrid skrabet 20 point sammen i 11 kampe i sæsonen. Sevilla har 16 point for 10 kampe og ligger nummer fem i La Liga.

I første halvleg havde gæsterne fra Madrid allerede tidligt et par gode tilbud. Den sidste skarphed manglede dog i flere omgange.

Mod slutningen af første halvleg var Karim Benzema tæt på at score kampens første mål. Vinícius Júnior hoppede smart over bolden på kanten af feltet, og bolden gled videre til den franske angrebskollega.

Benzema fik også sendt en kvalificeret, flad afslutning afsted, men Bono i Sevilla-målet fik flot pareret skuddet forbi stolpen.

Dermed gik holdene til pause ved stillingen 0-0.

Ti minutter efter pausen lykkedes det gæsterne at bringe sig foran.

Venstrebacken Ferland Mendy sendte et fladt indlæg ind i feltet, som Vinícius Júnior gled ind i. Han fik kun akkurat snittet den, men det var nok til at forstyrre Sevilla-målmanden, der endte med at rette den ind i eget mål.

Sevilla, der ellers havde svært ved at skabe chancer, fik lagt et lille pres mod slutningen af kampen. Det blev dog ikke til mål for det andalusiske hold.

Dermed kunne Real-cheftræner Zinedine Zidane fejre en kærkommen sejr.

/ritzau/