Efter en uges tid i Danmark vendte Pione Sisto mandag tilbage til sin spanske klub Celta, hvor han tog sig en coronatest i løbet af aftenen. Tirsdag var den danske kantspiller med i træningen i Vigo-klubben igen.
Det skriver en række spanske medier som blandt andet tæller El Desmarque.
Dermed ser det ud til, at transfersagaen med Sisto i centrum nu er slået helt tilbage til start efter forhandlinger med FC København og givetvis også FC Midtjylland i sidste uge, som altså ikke endte med en handel.
I den forbindelse peger de spanske medier på, at Celta er godt træt af situationen med Sisto, ligesom klubbens cheftræner Oscar Garcia ikke har danskeren i sine planer for den kommende sæson.
Derfor ærgrer det dem, at det ikke er lykkes for Pione Sisto at blive enig med en ny klub. Uanset hvad, så bliver det berettet, at La Liga-klubben har intentioner om, at kantspilleren skal videre i dette vindue.
Tidligere har Pione Sisto haft et tilbud fra engelske Aston Villa, portugisiske Sporting og en mexicansk klub. Sidstnævntes økonomiske bud skulle tilmed have været ganske godt. Alligevel er der stadig intet nyt om Sistos klubsituation.
Sisto har kontrakt med Celta Vigo frem til sommeren 2021, hvor han kan hentes helt gratis.