Video : Tipsbladet
Premier League

"Zanka" skal væk: Der er konkret interesse

Den danske landsholdsspiller skal væk fra Huddersfield i denne sommer. Intet er på plads, men der arbejdes på ting.

Efter en fantastisk første sæson i Premier League gik det i denne sæson langt værre for engelske Huddersfield, der ikke kunne holde kadencen og endte med at rykke ud af Premier League med et brag.

Jonas Lössl har allerede fundet sig en ny arbejdsgiver - han bliver i England, hvor han er landet på en treårig kontrakt i Everton - og der er formentlig også nye klubber på vej til de to andre danskere hos "The Terries".

Philip Billing har tidligere gjort det klart, at han ønsker at fortsætte karrieren et andet sted, og samme melding kommer fra forsvarsspiller Mathias "Zanka" Jørgensen, der er blevet enig med sin klub om, at han skal sælges, hvis der er en køber, der vil betale det, Huddersfield forlanger.

- Det har været meget konkret interesse og en masse forskellige ting er i spil. Men intet er aftalt endnu. Når man snakker om en landsholdsspiller, der spiller fast, og har spillet over 60 kampe i Premier League på to sæsoner, vil der altid være interesse, siger Mathias "Zanka" Jørgensen til Ekstra Bladet.

Danskeren har ikke spillet i store dele af foråret, hvor den nye træner, Jan Siewert, har holdt danskerne fra banen - formentlig fordi han har nogle af de folk, der skal spille for klubben i the Championship, nærmere an.

"Zanka" har stadig et år igen af sin aftale med Huddersfield. Forsvarsspilleren, 29 år, har tidlgiere spillet for FC København og hollandske PSV.