Fodbolden er sat på standby i størstedelen af verden på grund af den igangværende coronavirus-pandemi, og der bliver i øjeblikket spekuleret i, hvordan eller om diverse ligaer skal færdiggøres. Og en af de løsninger, der har været nævnt, er at stoppe ligaerne og bruge den nuværende stilling som slutstillingen.
Det har man allerede gjort i Belgien, men sådan bør Premier League ikke gøre. Det mener Manchester Uniteds venstre back, Luke Shaw.
Læs også:Corona-krise i Premier League: Virussen truer ejernes livsværk
Hvis ikke sæsonen kan spilles færdig, skal sæsonen erklæres ugyldig. Og dermed skal Liverpool, der ellers har et forspring på 25 point i toppen, ikke kåres som vindere ifølge Manchester United-spilleren.
- Drop sæsonen og start forfra. Start sæsonen forfra, ja. Hvis vi ikke kan fortsætte, bør sæsonen være ugyldig, siger Luke Shaw ifølge Daily Mail.
Den 24-årige back er heller ikke glad for idéen om at spille kampe uden tilskuere.
- Fans er så vigtige. Det bliver man endnu mere klar over nu. Jeg synes, at sporten er for fans. Jeg synes, at hvis man ikke har fans, og man ikke spiller foran fans, føles det bare ikke rigtigt. Specielt på kampdag er fansene altid fantastiske og hjælper altid holdet. Uanset om det er hjemme eller ude, er vores fans altid strålende, og jeg har lyst til, at de altid er der med os, siger Luke Shaw.
Læs også:Sir Alex om sit første møde med Scholes: Han er en dværg
Læs også:Corona-krisen i Premier League: United kan sælges på en eftermiddag