Kasper Schmeichel er lige nu til EM med Danmark efter en stærk sæson i Anderlecht, men efter slutrunden skal den danske landsholdsstjerne finde ud af, hvor karrieren skal fortsætte.
Kontrakten med Anderlecht udløber, og som Schmeichel fortalte til Tipsbladet før slutrunden, er en forlængelse stadig en mulighed, men han har ikke villet træffe en beslutning, før EM er overstået for Danmarks vedkommende.
Derfor er det altså usikkert, hvad der skal ske. Men farmand Peter Schmeichel har et klart håb.
Det fortalte han TalkSPORT i forbindelse med Kasper Schmeichel og Danmarks kamp mod England torsdag aften.
- Jeg vil virkelig gerne se ham tilbage i Premier League. Jeg mener, det er der, han hører til.
- Lad os håbe, at disse europamestre minder folk om ham, for jeg ville elske at se ham tilbage i den liga, sagde Peter Schmeichel ifølge TalkSPORT og tilføjede, at han selvsagt er vild med at se Kasper Schmeichel i landsholdsdragten:
- Hver gang han spiller, eller Danmark spiller, er der følelser, men jeg er virkelig, virkelig stolt af ham. Han var på årets hold i Belgien og blev nummer to i årets spiller, og han er i fantastisk form og nyder at spille fodbold.
Kasper Schmeichel, 37 år, var som bekendt en nøglespiller i Leicester City i 11 år fra 2011 til 2022, før han skiftede til OGC Nice.