Manchester United måtte nøjes med et point i hjemmekampen mod Arsenal, hvor de ellers var foran ved pausefløjt.
Planen var ellers at få scoret til 2-0 i anden halvleg og dermed forsøge at lukke kampen, afslører Ole Gunnar Solskjær. Det lykkedes ikke, og i stedet fik Arsenal udlignet på et mål af deres topscorer Pierre-Emerick Aubameyang.
Ifølge Uniteds norske træner var kampen endnu et eksempel på, hvad der sker, når man ikke får scoret det andet mål.
- Det er endnu en kamp, hvor vi fører 1-0. Vi må lære at vinde disse kampe. Vi fører 1-0 og får ikke det andet mål. Det er lærdommen: at være mere kyniske, siger han ifølge Sky Sports.
Samtidig roste han Aubameyang, der står noteret for syv mål efter syv kampe.
- Det var et flot mål af ham. Syv mål i syv kampe - det er kynisk, siger han.
Manchester United indtager i øjeblikket 10. pladsen i Premier League med ni point efter syv kampe.