Hvis du googler "Aaron Ramsey + Manchester United" vil du formentligt kunne finde et billede, der viser, at The Red Devils den 3. juni 2008 skrev på sin egen hjemmeside, at man var blevet enige med Cardiff om en pris for Aaron Ramsey.
Problemet var bare, at Arsenal også var enige med Cardiff om en pris, og det dengang unge walisiske stortalent foretrak The Emirates frem for Old Trafford.
Nu har Ramsey selv sat ord på, hvorfor valget dengang faldt på Londonklubben.
- Wenger var den store trækkraft. Han gav unge spillere chancen, og han gennemgik, hvordan han så min karriere udspille sig, hvordan han ville forbedre mig, og hvad jeg skulle arbejde på at blive bedre til, siger Ramsey ifølge Football London.
- Han hev mig direkte ind på førsteholdet for at træne med verdensklassespillere, og han havde stor tiltro til mig. Jeg følte mig bare mest ønsket af ham, for det føltes som om, han gjorde mest for at skaffe mig til klubben.
Ramsey nåede at spille 371 kampe for The Gunners og score 65 mål, inden han sidste sommer drog til Juventus på en fri transfer. Allerede nu er der dog rygter om, at han kan vende tilbage til Premier League i næste transfervindue.