Hvad skal der ske med Premier League-sæsonen? Bliver Liverpool mestre? Hvem rykker ned?
Det er nogle af de spørgsmål, som rigtig mange stiller sig selv i disse dage, efter at frygten for coronavirus har sat verdens mest profilerede liga på pause midlertidigt.
Og lige nu er der ikke rigtig nogen, der kan svare på dem. Situationen udvikler sig nemlig hurtigt og uforudsigeligt, og den nuværende suspendering frem til 4. april kan dermed sagtens ende med at blive forlænget. Og hvad så?
Håbet i England er, at man kan nærme sig nogle svar på torsdag. Her mødes Premier League-klubberne nemlig til et ekstraordinært krisemøde, hvor det forventes, at man har flere informationer efter UEFA's krisemøde tirsdag. Det skriver Sky Sports.
Sky beretter, at flere klubber har et håb om, at sæsonen kan færdiggøres, hvis turneringen starter op igen i starten af april. På den anden side står en række andre klubber, der anser det for mere realistisk, at man først får mulighed for at spille fodbold igen i august, når den nye sæson starter.
En central kilde i en af klubberne fortæller til Sky Sports, at der lige nu er "75 procents chance for, at denne sæson ikke færdiggøres".
Desuden melder The Times, at FA har fortalt klubberne, at de ikke skal regne med, at sæsonen bliver færdigspillet.
Tre scenarier
Hvis klubberne når frem til, at sæsonen ikke kan det, er der ifølge Sky flere scenarier i spil. Helt præcist tre forskellige.
Det første scenarie er, at den nuværende sæson annulleres fuldstændigt, og at der derfor ikke kåres en mester. Næste sæson spilles så med de samme 20 klubber, som i denne sæson. Det er et scenarie, som West Hams vicedirektør Karren Brady allerede offentligt har bakket op om.
Det andet scenarie er, at sæsonen slutter nu med den nuværende tabel som resultatet. Det vil betyde, at Liverpool vinder mesterskabet, og at Bournemouth, Norwich og Aston Villa rykker ned efter kun 29. spillerunder.
Det tredje scenarie er, at sæsonen slutter nu, og at Liverpool kåres til mestre på grund af klubbens store forspring. Samtidig rykker ingen klubber ned, mens West Bromwich og Leeds rykker op. I næste sæson vil Premier League således bestå af 22 klubber.
Som sagt er klubberne angiveligt delte. Både hvad angår beslutningen om, hvad der skal ske, hvis sæsonen ikke kan færdigsspilles, men også om, hvorvidt sæsonen overhovedet skal færdigsspilles.
Der er møde mellem Premier League-klubberne torsdag.