Bragt i Tipsbladet print 12. juni
Det begyndte ellers så godt for Aston Villa, da de efter tre uhørte sæsoner nede i The Championship endelig var tilbage i Premier League igen.
For rammerne var perfekte på Tottenhams nye hjemmebane, og oprykkerne var sprængfyldt af energi trods udsigten til en vanskelig opgave mod et mandskab, der et par måneder tidligere var nået hele vejen til Champions League-finalen i Madrid.
Efter håndtrykkene mellem spillerne løb anfører Jack Grealish i hvert fald ned mod de medrejsende tilhængere fra Birmingham i en vild sprint, der i den grad udtrykte glæde over at være tilbage blandt de bedste igen, og følelsen forplantede sig også hurtigt til kampen, som oprykkerne førte efter kun ni minutter via mål af skotske John McGinn.
Og det så længe ud til, at man ville slippe fra London og premiererunden med tre point, for Tottenham kunne slet ikke få spillet til at hænge sammen, og selv om Villa blev presset længere og længere tilbage, var Spurs ganske ufarlige. Men midt i 2. halvleg skiftede Mauricio Pochettino den transfertænkende Christian Eriksen ind, og det vendte kampen. Villas defensiv brød sammen, og Tottenham lukkede med tre mål på 17 minutter, så det endte, som man kunne forvente på forhånd.
”Jeg er skuffet over indsatsen i 2. halvleg, vi var for nemme at få af bolden. Og når man bliver ved med at tabe bolden, og hele tiden skal jagte den, så... Deres fysiske styrke brændte igennem til sidst. Der er helt sikkert ting, vi skal analysere og tænke over, men jeg synes også, at vi fik vist, at vi kan være med,” sagde Villa-manager Dean Smith efter nederlaget i åbningsrunden.
Trods de positive tendenser fra Tottenham Hotspur Stadium skulle det dog vise sig at være en ganske sigende kamp for udviklingen af Aston Villas sæson. Der har været gode momenter undervejs, men specielt defensiven har været for dårlig, og derfor ligger oprykkerne nu under stregen med udsigt til en vanskelig afslutning på sæsonen, hvor slutprogrammet ikke uden videre leverer de 12-14 point, der nok skal til for at klare frisag.
Men hvorfor er det gået så galt for et hold, der kan trække på profiler som den engelske landsholdsstopper Tyrone Mings, den engelske landsholdsspiller in spe Jack Grealish og Årets Spiller i Skotland John McGinn – og desuden har investeret 1,2 milliarder kroner i forstærkninger til gensynet med Premier League?
For mange nye og skader til nøglespillere
Det første problem kan meget vel være de 13 nye spillere, der er kommet til, udover de tre lejesvende som der blev lavet permanente aftaler med, efter oprykningen var sikret (Mings, kanten Anwar El Ghazi og centerforsvareren Kortney Hause).
Det er en meget stor udskiftning, som tidligere har vist sig at kunne give bagslag. Således rykkede Fulham ud med et brag sidste sæson, selv om man brugte knap 900 millioner kroner på 15 nye spillere for at være klar til deres gensyn med Premier League.
På den anden side kan man måske også tro for meget på det, man rykker op med. Norwich på sidstepladsen, fire point efter Bournemouth, har således kun brugt 65 millioner kroner på nye spillere, hvilket lader til at have været for lidt trods de gode intentioner fra manager Daniel Farke i troen på, at de spillere, der sikrede sidste sæsons førsteplads i The Championship, inklusiv topscorer Teemu Pukki, var nok til også at etablere sig blandt de bedste.
Så måske er det i virkeligheden Aston Villas modstander på onsdag, den tredje oprykker fra Sheffield United, der har ramt balancen bedst, for Chris Wilder har godt nok fået 14 nye mand i truppen i løbet af sæsonen, men der er ”kun” brugt godt en halv milliard kroner, og det dyreste indkøb kom i januar i form af den norske midt-banemand Sander Berge, som kostede overraskelsen fra Sheffield 160 millioner kroner.
”Det er ikke nemt, når der kommer mange nye spillere. De skal først vænne sig til et nyt land og en ny livsstil, og så skal de forsøge at finde sammen som et hold,” som John McGinn sagde det til The Guardian i slutningen af maj, mens Tyrone Mings tre måneder tidligere var inde på noget af det samme:
”Vores ustabilitet er det mest frustrerende. Det er næsten som om, at vi ved, at vi kan levere, når vi er på vores højeste niveau, men vi rammer det ikke tit nok. Hvis vi gjorde det, ville vi ikke være i den situation, som vi er i, men vi har mange spillere, der skal vænne sig til at spille fast i Premier League, og det inkluderer mig selv.”
”Det er ikke nogen undskyldning, men det kan være en årsag til ustabiliteten. Jeg er ikke sikker på, at ret mange andre hold på dette niveau har seks, syv, otte spillere, der skal lære, mens de skal præstere. Det er ikke ideelt, men vi skal lære hurtigt,” sagde den store forsvarer før Liga Cup-finalen mod Manchester City, som Aston Villa tabte 2-1, og som i øvrigt også er årsag til, at Premier League genstarter med de to udsatte kampe onsdag aften.
De mange nye spillere har betydet, at manager Dean Smith har eksperimenteret en del. Godt nok var der syv oprykkere i startopstillingen mod Tottenham, men siden har han rykket en del rundt, hvilket har givet 24 forskellige spillere en chance fra start mod Sheffield Uniteds 18. Og så har United også otte spillere, der er noteret for mindst 25 kampe fra start, hvilket er en skærende kontrast til Aston Villas ene mand, Jack Grealish, der har spillet 26 af de 28 kampe fra start.
Blandt andet har Villa haft 14 forskellige opstillinger i den hårdt ramte defensiv, der allerede voldte problemer i The Championship sidste sæson og ikke er blevet bedre i denne omgang trods mange nye indkøb.
Læs også:Tirsdagens rygtebørs: United jagter to nye kanter
Med 56 mål imod er den tværtimod den dårligste i Premier League, ligesom 18,1 afslutninger imod per kamp er på samme niveau, mens Dean Smith undervejs har arbejdet med både tre og fire mand i bagkæden.
Idealopstillingen har (fra højre) været Frederic Guilbert, Tyrone Mings, Björn Engels og Matt Targett med Mings som den eneste genganger fra sidste sæson, men alternativerne på hver plads – Ahmed El Mohamady, Ezri Konsa, Kortney Hause og Neil Taylor – har til sammen spillet hele 39 kampe fra start i løbet af sæsonen også, så bagkæden har ikke sat sig på noget tidspunkt.
Og så hjalp det heller ikke, at Villa-spilleren med mest Premier League-erfaring, den tidligere Burnley-keeper Tom Heaton som også blev hentet i sommer, blev ramt af en korsbåndsskade den 1. januar, da Villa ellers vandt 2-1 på Heatons gamle hjemmebane Turf Moor.
Godt nok nåede man Liga Cup-finalen efter at have besejret Leice-ster samlet i semifinalerne med norske Ørjan Nyland på mål, men i Premier League-regi er det gået skidt med lejesvenden fra AC Milan, Pepe Reina, som sidste skanse. Selv om den tidligere Liverpool-keeper selvfølgelig har masser af rutine, har den 37-årige spanier bare ikke været særlig god, og det er en af grundene til, at Aston Villa kun har hentet fire point i de syv ligakampe, siden Heaton blev skadet.
Sejren over Burnley på årets første dag blev i øvrigt endnu dyrere for Villa, for den rekordindkøbte angriber Wesley blev også alvorligt knæskadet ved den lejlighed, og selv om han ikke havde sat ild til Premier League siden skiftet fra Club Brugge (fem mål og en enkelt assist i 21 kampe), betød hans sæsonafsluttende skade stadig, at der skulle købes nyt til pladsen på toppen, og holdet dermed skulle inkorporere en ny spiller.
Det blev igen til en løsning fra ligaen i Belgien i form af Genk-angriberen Mbwana Samatta, der scorede på et smukt hovedstød i finalen mod Manchester City og ellers har lavet et enkelt mål i sine fire første ligakampe, så måske kan han løfte offensiven bedre end den skuffende Wesley har evnet det som afløser for sidste sæsons lejesvend Tammy Abraham, der scorede 25 mål, før han blev kaldt tilbage til Chelsea.
Og så er skadesrapporteringen ikke komplet uden at nævne, at John McGinn brækkede anklen mod Southampton den 21. december, men modsat Heaton og Wesley er han blevet klar igen i løbet af coronapausen, hvilket er en mærkbar forstærkning for Villa-mandskabet.
Stort fokus på Grealish
For den 25-årige skotte er god i presspillet, og selv om han kun har scoret tre mål og lavet to assists, har han også været en vigtig brik i offensiven, hvor alt for meget ellers har hængt på holdets helt store stjerne, den 24-årige Jack Grealish.
Han debuterede i Premier League for Aston Villa tilbage i 2014, da han kun var 18 år, og selv om han efter de indledende nederlag i denne sæson til Tottenham og Bournemouth nåede op på 20 tabte Premier League-kampe i træk (inklusiv 16 tab på stribe i 15/16-sæsonen, der endte med Villas første nedrykning fra Premier League), så har han levet op til de store forventninger, som det åbenlyse potentiale og talent altid har medført.
Med syv mål er han Villa-topscorer i sæsonen, og seks assists er også flere end nogen anden i truppen, og selv om det ikke er voldsomme tal set over hele ligaen, så er mod-standerne i den grad opmærksom på ham, for de 127 frispark, der er blevet begået mod ham, er flest af alle i Premier League.
”Min sæson har været rigtig god, selv om den ikke begyndte, som jeg havde håbet. Jeg lavede en assist i den anden kamp, men bortset fra den mener jeg ikke, at jeg fik hverken et mål eller en assist i seks uger, og det er det, jeg baserer mit spil på; hvad jeg gør for at hjælpe mit hold. Men siden da har jeg bare gjort det bedre og bedre og nydt hvert eneste øjeblik. Og uden at det skal lyde arrogant, så tvivlede jeg heller ikke på, at jeg ville komme ind i denne liga og levere, som jeg har gjort,” sagde Grealish selv til The Guardian forrige tirsdag efter knap tre måneders coronapause, hvor han blandt andet har doneret over en million kroner til et lokalt børnehospital.
Men han blev også fotograferet på vejen ved siden af sin bil få timer efter, at han havde opfordret alle til at blive hjemme for at stoppe smittespredning, så kontroverserne følger også stadig den dygtige spiller, som dog er vokset under Dean Smith, der også gjorde ham til anfører.
”Jeg kan snakke med ham om alt, både på og uden for banen. Han har været fremragende, siden han kom til [i oktober 2018], og jeg har spillet den bedste fodbold i min karriere, siden han blev manager,” sagde Grealish om manageren, der blev personligt ramt af coronakrisen, da hans demente far døde af virussen.
Dean Smith har tidligere talt om, hvordan hans far arbejdede på Villa Park og gav kærligheden til klubben videre til sin søn, og selv om Ron Smith blev for syg til at forstå det sid-ste skridt, hans søn havde taget, var det selvfølgelig en kilde til stor stolthed for Dean Smith, at han var blevet manager i Aston Villa – og en sorg at han ikke kunne dele det med sin 79-årige far, der nu ikke er her mere som et af flere end 40.000 corona-dødsfald i Storbritannien.
Læs også:Karantæner - hvem er ude?
Den indlånte målmand Pepe Reina har også været syg og ganske hårdt ramt med vejrtrækningsproblemer, men han er tilbage og klar til onsdagens vigtige kamp mod Shef-field United hjemme på Villa Park. Kampen bliver dog selvfølgelig spillet uden tilskuere, og det taler ikke til Aston Villas fordel, for de har hentet 17 af de hidtil 25 point med hjælp fra de 40.000 medlevende tilhængere på Villa Park.
”Hvis jeg skal være ærlig, vil jeg nok sige, at det ikke er til vores fordel, når man tænker på, hvor godt vi har klaret os på hjemmebane i denne sæson. Vi har vundet meget mere hjemme end ude, og vi har seks hjemmekampe tilbage. Vi har stadig en kamp i hånden, og hvis vi vinder den, rykker vi over nedrykningsstregen. Så det er ikke noget, vi vil brokke os over. Vi bestemmer stadig selv, og vi tager tingene, som de er, for først og fremmest er vi meget glade for at være tilbage,” sagde Jack Grealish i interviewet med Guardian i sidste uge.
Når man ser, hvordan det er gået for hjemmeholdene i Bundesligaen, der har vundet 22 procent af kampene uden tilskuere mod 43 procent inden coronakrisen, skaber det selvføl-gelig kun yderligere bekymring på Aston Villas vegne, der også har et meget vanskeligt slutprogram trods seks af de 10 kampe på hjem-mebane.
Således er fire af de 10 kampe mod den normale top seks med Liverpool, Manchester-klubberne City og United og London-trioen Chelsea, Tottenham og Arsenal og i de tvekampe har Aston Villa klaret sig dårligst af alle med kun et enkelt point (2-2 på Old Trafford den 1. december på mål af Grealish og Mings) i otte kampe og en målscore på 10-24.
Og så er der også et lokalopgør mod Wolverhampton, der aktuelt ligger i den nye top seks, som også tæller Kasper Schmeichels Leicester, og altså genåbneren mod Sheffield United. Så alt i alt kan det godt være svært at se, hvor de nødvendige point skal komme fra, så Aston Villa kan holde Norwich under sig og gå forbi to af de fire andre bundhold fra Bournemouth, Watford, West Ham og Brighton.
Men sidste sæson så det også svært ud. Oprykningen var langt væk, indtil Jack Grealish kom tilbage fra en længere skadespause og var med til at sikre 10 sejre i træk, der altså rykkede Villa op i playoff-feltet, hvorfra man slog West Bromwich og Derby i finalen på det sidste stykke vej tilbage til Premier League.
10 sejre får man ikke denne gang, heller ikke selv om John McGinn er tilbage som en forstærkning, som Grealish var det sidste år.
Tværtimod lyder serien lige nu på fem neder-lag i træk, inklusiv den tabte Liga Cup-finale til Manchester City, men mindre kan også gøre det, hvis Aston Villa skal gå imod trenden og fastholde pladsen i Premier League trods oprykning via playoff fra The Championship. Fire af de fem seneste playoff-vindere er nemlig røget direkte retur (inklusiv stort spende-rende Fulham, der slog netop Aston Villa i finalen tilbage i 2018) med Huddersfield som undtagelsen, der så dykkede sæsonen efter.
På den måde er oddsene imod storklubben fra Birmingham, der både har vundet syv mesterskaber og syv FA Cup-titler udover Eur-pa Cuppen for mesterhold tilbage i 1982, og som altså har investeret voldsomt for at få fat blandt de bedste igen.
Lykkes det er håbet, at Jack Grealish bliver i barndomsklubben i stedet for at skifte til Manchester United, og at Dean Smith kan bruge Brentford-forbindelsen til at sikre sig den ”algeriske Messi” i form af den fantastiske dribler Saïd Benrahma, men kikser det vil en stor del af holdet sikkert falde fra hinanden. For profiler som Grealish, Mings, McGinn og Heaton har vist Premier League-klassen og har næppe lyst til at rykke ned igen.
Derfor er der ikke noget at sige til, at tilbagevendte John McGinn for et par uger siden sagde:
”Vi ved alle, at vi ikke har haft en særlig god sæson indtil videre, men vi har stadig chancen for at slutte stærkt og sikre, at vi uanset hvad holder Aston Villa i Premier League.”
Det første skridt på den vej er hjemme mod Sheffield United på onsdag. +
Læs også:(Opdat.) Mandagens rygtebørs: United-profil nærmer sig Juve-aftale
Læs også:Sheffield forhandler om United-spiller
Læs også:Solskjaer om udlejet keeper: Han bliver Englands og Uniteds førstevalg
Læs også:Premier League-profil: Der er homoseksuelle på alle fodboldhold
Læs også:Watford-keeper: Tomme stadions kan gavne nogle