Pierre-Emile Højbjerg, Jannik Vestergaard og resten af Southamptons trup er som de første i Premier League blevet enige om at udsætte en del af deres løn for april, maj og juni. Det meddeler Southampton på sin hjemmeside.
Foruden spillerne er klubbens bestyrelse, cheftræner og trænerstaben også gået med til at udsætte deres løn for de tre måneder.
Det sker, da flere klubber er ramt på økonomien som følge af corona-krisen, og spillerne udsætter deres løn for at beskytte klubbens øvrige ansatte.
- Ledelsen, førsteholdets manager og hans trænerstab samt førsteholdet er gået med til at udsætte en del af deres løn for april, maj og juni for at beskytte klubben, de øvrige ansatte i klubben og samfundet, vi er en del af, skriver Southampton på sin hjemmeside.
Southampton meddeler samtidig, at de ikke vil benytte sig af den britiske regerings økonomiske støtteordning. Det har flere andre Premier League-klubber ellers gjort.
I øjeblikket er Premier League sat på pause, og det vides ikke, hvornår Southampton og resten af klubberne igen skal i aktion.