Video : Tipsbladet
Premier League

Mikel Arteta vil beholde omdiskuteret profil: Han er vigtig for Arsenal

Mikel Arteta vil beholde den omdiskuterede Granit Xhaka i Arsenal.

Granit Xhaka har haft en turbulent sæson i Arsenal. For knap en måned siden kom den schweiziske midtbanegeneral i clinch med klubbens fans, og efterfølgende måtte han se til fra sidelinjen, mens han også fik frataget anførerbåndet i klubben.

Men siden har klubben ændret på trænerposten, og Xhaka er startet inde i fire af Arsenals fem kampe i december. Og det fortsætter han sandsynligvis med.

Læs også:Tjek det hæsblæsende Premier League-juleprogram

I et interview med The Guardian afslører klubbens nye cheftræner, Mikel Arteta, at han i 2016 ville hente Granit Xhaka til Manchester City.   

- Da jeg skulle fra Arsenal til Manchester City for at begynde min trænerkarriere, og vi kiggede på den position, var han en af spillerne på min liste. Så godt kunne jeg lide ham. Jeg var glad, da Arsenal hentede ham, fordi jeg troede, han ville blive en fantastisk spiller, siger Mikel Arteta.

Mikel Arteta har ikke ændret mening og mener stadig, at schweizeren kan blive en stor spiller i Arsenal.

- Jeg fortalte ham, hvor meget jeg kan lide ham, og hvad jeg forventer af ham, og hvor vigtig han er for holdet. Jeg er her for at hjælpe ham. Jeg vil have, at han skal føle, at vi står bag ham. Ikke kun mig selv, men hele klubben. Hvis vi også kan få fansene med, tror jeg, det vil være nyttigt for holdet, og det er det, der betyder noget, fortæller den 36-årige cheftræner.

Arsenal møder Bournemouth på udebane på Boxing Day, og søndag skal de i aktion mod Chelsea.

Læs også:Flot hæder til Kasper Schmeichel: Bedste målmand på fornem liste

Læs også:Arsenal henter tidligere FCN-træner