Mere kaos i Cardiff: Kræver sandheden frem
Illustration
Premier League

Mere kaos i Cardiff: Kræver sandheden frem

Cardiff-manager vil mandag kræve en fyldestgørende forklaring fra klubbens bestyrelse, efter at klubbens sportschef Iain Moody på mystisk vis blev erstattet af en 23-årig kazakher i sidste uge. 

Der er gang i biksen i Cardiff, hvor danske Andreas Cornelius er en del af truppen. 

I sidste uge blev sportschefen Iain Moody fyret og erstattet af en fuldstændig ukendt 23-årig kazakher Alisher Apsalyamov. Klubbens ejer Vincent Tan ville angiveligt have sin egen mand til at overvåge klubbens transfere.

Det var en utrolig upopulær beslutning, da det også rygtedes, at  Apsalyamov kun blev ansat, fordi han er en af Tans venners søn. Og nu kræver manager Malky Mackay så hele sandheden om den mystiske fyring, der kostede hans vigtigste samarbejdspartner Iain Moody jobbet. 

Mackay vil være til stede til mandagens bestyrelsesmøde, hvor han ifølge sin agent vil kræve at få en fyldestgørende forklaring på kaosset i klubben, så klubbens fans kan få sandheden at vide. Og selv om Vincent Tan offentlig har bakket Mackay op, kan resultatet af mødet måske koste Mackay jobbet.  

- Han er dybt bekymret over, hvad der er blevet bygget op hos Cardiff. Det momentum, der er blevet skabt over de seneste to år, er i fare for at blive ødelagt. Malky prøver i bund og brund at beskytte det, han har opnået med Cardiff og tænker ikke så meget på hans egen situation. Han forstår fuldt ud den frustation, som fansene har opbygget. Han mener, at intet er blevet forklaret for dem omkring, hvad der er foregået i klubben over de seneste dage, lyder det fra Mackays agent Raymond Sparkes over for Wales Online. 

Mackay er en yderst populær herre blandt klubbens fans. Store præstationer som en finale i Capital One Cuppen for et par år siden og oprykningen til Premier League i sidste sæson er blandt årsagerne til det.

I mens er klubbens malaysiske ejer Vincent Tan den diametrale modsætning, når det kommer til populariteten. Blandt andet har han været manden bag, at klubbens trøje er gået fra at være blå til at være rød. En yderst upopulær beslutning blandt klubbens fans.