Den tidligere Arsenal og Manchester City-midtbanespiller Samir Nasri fik i det 76. minut rødt kort mod Leicester.
Efter et Sevilla-angreb var blevet lukket ned af Leicester-defensiven konfronterede Samir Nasri Leicesters angriber, Jamie Vardy, og nikkede den engelske landsholdsspiller en skalle.
Kampens dommer, Daniele Orsato, viste med det samme Nasri sit andet gule kort.
Årsagen til Nasris reaktion er ifølge det franske medie, France Football, at den 29-årige franskmand følte sig provokeret af Vardy, der angiveligt skulle have svinet Nasris familie til hele kampen igennem.
Efter Nasri fik rødt kort formåede Leicester at holde fast i 2-0-føringen, som de havde sikret sig inden det røde kort på mål af Wes Morgan og Marc Albrighton.