Kendt dansk Newcastle-fan: Der findes ikke mange ejere, der er værre

Kan man vaske sig ren i andres skidt?

Måske ikke, men man bliver ikke så flov over sin egen urenhed, når de andre også er møgbeskidte.

Det er en af de eneste gode ting, Thomas Gravgaard har at sige om, at hans Newcastle United lige om lidt skal være den håndvask, hvor en af verdens mest forbryderiske regimer skal vaske deres imagine rent.

- Der er tre positive ting i det. Ét: Mike Ashley er væk. Vi kommer ud af et orkestreret sportsligt dødvande, hvor vores passion er blevet malket af en enkelt forretningsmand, der har haft alt andet end det sportslige potentiale i klubben for øje, siger den mangeårige vært og kommentator på Eurosport og 6'eren.

- Det andet positive er: Når så rig en ejer kommer til, bliver vejen til titler pludselig noget kortere. Det er det, der er brug for efter så mange årtier uden. Så der er et kæmpe potentiale, der kan blive opfyldt nu. 

- Det tredje er: Det var ikke os, der startede.

Før Gravgaard får lov til at uddybe den sidste pointe, kridter vi lige banen op.

Dilemmaet
Det lader til at være et spørgsmål om tid, før Saudi-Arabiens statsejede investeringsfond overtager 80 procent af aktierne i Newcastle United. I spidsen for både landet og fonden står Mohammed bin Salman, Saudi-Arabiens kronprins og de facto leder.

Landet begår ifølge FN krigsforbrydelser ved at bombe civile - mænd, kvinder og børn - i Yemen. I hjemlandet er kvinder og mænd ikke lige for loven. Homo- og heteroseksuelle heller ikke. Saudierne fængsler politiske modstandere for et godt (eller i hvert fald frit) ord. Og så har en dugfrisk rapport fra Amnesty International fastslået, at landet udførte 184 henrettelser i fjor. 

Det er det højeste antal, Amnesty nogensinde har målt i ét land på ét år.

Som Thomas Gravgaard siger:

- Jeg vil sige det sådan, at der er ikke ret mange, der kunne være værre end ham her og det her.

Når Gravgaard alligevel er i et dilemma, er det, fordi hans fornuft fortæller ham én ting, mens hans hjerte fortæller ham noget andet. Første gang, Newcastle rørte noget i ham, er snart 30 år siden, i 1992/93-sæsonen, da holdet tabte 1-0 til Blackburn i FA Cuppen.

Ren nektar
Det var nu heller ikke spillet, men tilhængerne, han hæftede sig ved. Kommentatoren sagde, at tre af fire tribuner holdt med udeholdet, og det kunne man høre på den anden side af Norsøen og tv-skærmen. Det var første gang, Gravgaard havde set en invasion af et andet holds stadion på den måde i England.

- Så peakede det, første gang jeg smagte øllen, som de reklamerede for på trøjen (Newcastle Brown Ale, red.), og forelskede mig i den. Ikke mindst på baggrund af, at der på det tidspunkt var adgang til et meget beskedent udvalg på de danske barer og diskoteker. Det var jo ren nektar. Så det hele hang ligesom sammen, siger han.

De seneste år har han og alle de andre Newcastle-fans lidt under Mike Ashleys ejerskab, udstået to nedrykninger og ventet nu 93 år siden det seneste mesterskab. Når saudierne køber Newcastle, er den slags endelig inden for rækkevidde igen.

- Efter i så mange år at have lidt så meget; der er ikke så meget som vundet en pokal siden 1955, der er ikke vundet et mesterskab siden 1927, så havde jeg jo nok forestillet mig, når vi engang kunne nå derop til, at det kunne komme på tale, at så ville glæden være ubetinget, og stolthed ville være ubetinget. Men det bliver den ikke.

- Det eneste, jeg trøster mig med, er, at vi ikke var dem, der startede den trend her. Men vi er dog, må vi indrømme, nok dem, hvor det pt. sammen med Paris Saint-Germain ser mest usympatisk ud. Vi har i hvert fald ikke noget at lade dem høre længere.

Det var Roman Abramovich, der startede trenden. Manden, der ifølge en af Vladimir Putins biografister er som en søn for den russiske præsident, købte Chelsea i 2003. Fem år senere købte den emiratiske prins Mansour bin Zayed Al Nahyan Manchester City.

Derudover har saudierne sponsorater i eksempelvis Manchester United og Liverpool. 

- Det er jo den relativisme, der nu skal redde mig fra at være rigtig flov, siger Thomas Gravgaard.

Ansvarsforflygtigelse og magtesløshed
Når sæsonen engang bliver genoptaget, eller den næste begynder, skal Newcastle spille igen. Da bliver Gravgaards dilemma meget konkret. Får han stadig svedige håndflader, når modstanderne nærmer sig Newcastles mål? Råber han stadig ad dommeren efter straffespark? Jubler han stadig, når the Magpies scorer?

- Det er mit gæt, ja. Jeg har været så rasende og frustreret over dem i de sidste 11-12 år med en ejer, der godt nok har været svær at tåle, og jeg stadig har sat mig ned og holdt med dem. Baseret på det, tror jeg da også, at jeg vil være glad, når de vinder. Men glæden vil stadig være betinget, siger Thomas Gravgaard.

Alverdens eksperter er enige om, at lande som Saudi-Arabien, Qatar og Emiraterne primært køber fodboldklubber og arrangerer sportsbegivenheder for at renskure deres tilsværtede imager. På den måde håber de, at verden forbinder dem med andet end mishandling af borgere og i saudiernes tilfælde mordet på og parteringen af Jamal Khashoggi.

Regimernes ofre mærker altså konsekvenserne i virkeligheden, så burde hensynet til dem og forkastelsen af deres plageånder ikke overtrumfe behovet for at se sit hold vinde i fodbold?

- Hvis der nu var en direkte sammenhæng. Hvis det, at jeg undlader at juble over et mål og glæde mig over en sejr, kan betyde frigivelsen af så og så mange fanger og en offentlig undskyldning til den myrdede, parterede journalist; hvis jeg havde den magt, i forhold til hvordan jeg har det med Newcastle, så var der ikke jo noget at rafle om, siger Thomas Gravgaard.

- Selvfølgelig kan man ikke sige, at fodbolden er vigtigere end det andet. Men råolien til din bils benzin stammer næsten med 100 procents sikkerhed stammer fra Saudi-Arabien eller Rusland. Hvis du vidste, at ved undlade at tanke din bil kunne du få frigivet X antal politiske fanger og forhindre X antal politiske mord, så ville du selvfølgelig heller ikke tanke den.

- Så det er en blanding af ansvarsforflygtigelse, men også magtesløshed, der gør, at den tankekæde kortslutter et eller andet sted.

Følelserne mod fornuften
I sidste ende er det måske nytteløst at gøre det op i tankekæder og logik. For det at holde med et fodboldhold er som oftest netop ikke rationelt, og dermed kan beslutningen om at lade være igen også vanskeligt træffes rationelt.

Thomas Gravgaard husker, at hans tidligere kollega salig Jens Jørgen Brinch engang irriterede sig over, at han blev sat i en lignende situation med sit elskede Chelsea, da klubben begyndte at vinde under Abramovich, der både var nær ven af Putin og trak et spor af anklager om svindel efter sig.

- Nu havde han fulgt den klub hele sit liv uden stort set at have set dem vinde noget som helst, og nu, hvor de endelig stod til at vinde noget, skulle han pludselig tage en rationel beslutning om, at han ikke må føle sådan mere, parafraserer Gravgaard.

- Det er det andet dilemma her. Hele debattens præmis er, at man med sit rationale kan få dit hjerte til at gøre noget, det ellers ikke ville have gjort.

Så derfor kan han ikke, hvor meget han end er modstander af Mohammed bin Salman og hans kvinde-, migrant- og frihedsundertrykkende regime, bare slukke for sine følelser for Newcastle United.

Et sted trækker han dog grænsen, og det er ved kasseapparaterne. Han kommer måske til at gå i sine gamle klubtrøjer, men han vil ikke købe nyt merchandise. Han vil ikke lægge sine penge direkte i klubkassen.

Han kommer heller ikke til at forsvare ejerne. For hvor står det skrevet, at man skal det? Ingen steder. Desuden er ejerne i sidste ende ikke det, Newcastle United er for Thomas Gravgaard.

- Jeg har altid fokuseret meget på samhørigheden mellem en lokal kultur og en by, de mennesker, der bor der, og og den fodboldklub, de støtter. Jeg kommer ikke lige pludselig til at holde mindre af alle stadiongængerne og alle de fodboldgale geordies, som for mig personificerer klubben. Det er jo Newcastle for mig. Det kommer jeg ikke til at skubbe fra mig, siger han.

- Vi har længe holdt af Newcastle United og hadet vores ejere, og det kan vi selvfølgelig også blive ved med.