Video : Tipsbladet
Premier League

Jonas Lössl og engelsk fodbold sat på pause: Det er det helt rigtige at gøre

Den danske målmand Jonas Lössl må sammen med resten af det engelske ligasystem gå på pause, mens man forsøger at bremse smitte med coronavirus.

Ligaen i Danmark er suspenderet et par uger, danske landskampe er aflyste, og der er i det hele taget ved at blive lukket ned for fodbolden i Danmark, ligesom resten af samfundet er på lavt blus for at bremse coronavirus-smitten.

Senest har de engelske fodboldrækker meldt ud, at de lukker ned og først vender tilbage i april. Dermed må spillere som Kasper Schmeichel, Pierre Emile Højbjerg og Jonas Lössl acceptere en anden hverdag end den, de er vokset op med.

Sidstnævnte ved, at han ikke skal spille kampe de næste uger, men om der er træning, og hvordan tingene skal foregå i Championship-klubben Huddersfield, er man stadig ved at finde ud af.

- Det er jo vildt med alt det, der sker, og som man kan læse om i nyhederne. Det er det helt rigtige at gøre (at udskyde ligaen, red.), men jeg har været vant til at leve et liv, hvor intet kan komme mellem mig og en fodboldkamp. Nu er alt sat på standby. Jeg har misset bryllupper og begravelser for at spille fodbold, siger Jonas Lössl til tipsbladet.dk.

Læs også:SIF-boss håber på udsat EM: Spillerne kan ikke forvente ferie i juni

Men nu skal Lössl og de fleste andre spillere acceptere, at de for tiden ikke skal spille kampe. Og det gør de også i stor stil.

Den 31-årige dansker sørger for at holde sig i gang den næste tid - om det bliver hjemme eller i klubben - men vigtigst er det lige nu, at der kommer styr på den coronavirus, der plager og truer verdenssamfundet.

- For os kommer det jo til at handle om at følge det, der bliver meldt ud fra regeringen. Ligesom man gør i Danmark. Og tænke over kontakten med andre mennesker, siger Jonas Lössl, som ikke er nervøs på familiens vegne:

- Nej, det er jeg ikke. Jeg er nervøs for de konsekvenser, det har for vores samfund. Og så tænker jeg på de ældre og de svage. Mig og min familie er rolige, og der er bestemt ingen grund til panik.

Læs også:Divisionsforeningen slår fast: Vi finder tre nedrykkere

Målmanden er i dette forår udlejet fra Everton til Huddersfield, og hos "The Terriers" har han spillet fast efter et efterår uden kampe. Nu venter en pause, og når ligaerne ventes at starte op igen i april, skal de sidste vigtige runder afvikles. For Huddersfield er der noget på spil, da klubben ligger nummer 18 med 42 point - tre flere end Charlton, der er under stregen. Der er derfor ikke råd til at møde op i dårlig form.

- Det bliver sindssygt spændende. Man regner med, at ligaerne er oppe igen 4. april, og det er klart, at det er et kæmpe break i momentum for alle hold, det her. Så det handler om, hvor godt hvert enkelt hold er til at håndtere pausen. Det handler om at komme tilbage i god form, og man er ansvarlig for at komme tilbage i bedst mulig form. For os handler det  om at få hentet nogle point til sidst, siger keeperen.

Ifølge programmet er det tre Huddersfield-kampe, som bliver udsat. Lørdag skulle holdet have spillet mod Wigan, fire dage senere mod Nottigham Forest og om en uge mod Birmingham.

Læs også:Solskjær stikker til Mourinho: Jeg snakker ikke om mine skader, gør jeg?

Læs også:"Zanka" skal spille kamp i aften: Det vil være yderst uansvarligt

Læs også:Thomas Frank: Tænker på familie og venner i Danmark