Erling Haaland skiftede i sommer fra tyske Borussia Dortmund til engelske Manchester City, hvor det allerede er blevet til massevis af scoringer fra nordmanden. Skal man tro hans far og rådgiver, Alf Inge Haaland, så kan tiden i Premier League dog hurtigt være slut.
Det fortæller han om i et interview med det franske magasin France Football, hvor han blev spurgt til, hvorvidt sønnike kunne tænke sig at prøve sig af i alle de fem største, europæiske ligaer.
- Det kunne godt blive sådan. I Tyskland tilbragte han to og et halvt år, og det kan godt blive sådan i fremtiden. Bruge tre år i Premier League, og så tage til Italien, Spanien eller Frankrig, siger han og fortsætter:
- Intet er blevet beluttet, men det er en mulighed, fordi han har muligheden for at blive en vinder på ethvert hold, lyder det fra Alf Inge Haaland.
I Manchester City er den norske angriber på en fem-årig kontrakt, hvor der ikke er sat nogen frikøbsklausul på. Men med farens melding, så vil spekulationerne om fremtiden nok begynde, når man nærmer sig afslutningen på den tredje sæson i klubben, hvis han bliver så længe.
Alf Inge Haaland var selv professionel fodboldspiller, og han havde såmænd også en periode i Manchester City. Det var mellem 2000 og 2003, som var længe før olie-milliarderne væltede ind i klubben, og han var med til at rykke ud af den bedste engelske række.
Selv har far Haaland da også været ude og fortælle om fordelen ved at kunne kontrollere sin egen karriere. Læs mere om det her.