Christian Eriksen er gået fra stjerne til reserve i Tottenham.
I de første 15 Premier League-kampe i denne sæson er danskeren blot startet inde i syv, og to gange har Eriksen sågar oplevet ikke at komme i aktion fra bænken. I onsdagens nederlag til Manchester United brugte Jose Mourinho kun Eriksen i knap en halv time.
Få er i tvivl om, at degraderingen ikke skyldes Christian Eriksens spillemæssige kvaliteter, men derimod danskerens fremtid eller mangel på samme i Tottenham. Det er endnu ikke blevet bekræftet fra officiel hånd, men det virker åbenlyst, at Eriksen ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, der udløber efter denne sæson.
Det har sendt ham delvist ud i kulden i Tottenham, og det forstår Thomas Gravesen intet af.
- Vi ved alle, at en karriere maksimalt er 12 år på allerhøjeste niveau, og han har givet seks af de år til Tottenham, hvor han har gjort alt. De vil gerne forlænge med Christian Eriksen, men han vil prøve noget nyt, og det står enhver frit for. Tottenham kunne bare have forlænget med ham for længe siden, men de ventede til det sidste år og pressede dermed Christian, siger Thomas Gravesen til tipsbladet.dk og tilføjer:
Læs også:Engelsk avis: Eriksen nægter fortsat at forlænge med Tottenham
- Jeg synes, Tottenham skal komme til fornuft og begynde at bruge Christian igen, hvis de vil opad i tabellen, for han er ganske enkelt den bedste spiller i klubben.
Den tidligere danske landsholdsspiller, der nu arbejder som ekspert på Discovery Networks, fastslår, at Tottenham bør behandle Christian Eriksen med den samme respekt, som han har behandlet London-klubben med i mange år.
- Han har truffet en beslutning, og han er mand nok til at stå ved den beslutning. Så ved jeg ikke, om han skal skifte allerede til januar, men det vigtigste er, at han kan se sig selv 100 procent i øjnene, og det kan han. Han træner godt, han opfører sig ordentligt, han behandler sine medspillere pænt.
- Vi har set mange eksempler fra Spanien, Italien og andre steder, hvor en spiller nægter at spille, fordi han vil væk. Christian Eriksen opfører sig eksemplarisk og behandler Tottenham med respekt. Han vil bare gerne prøve noget nyt, og det er fair. Jeg synes, Tottenham bør behandle ham med mere respekt. De er selvfølgelig skuffede, og det står dem frit for at sætte ham på bænken, hvis de vil. Men han er meget bedre end de andre spillere, siger Gravesen.
Den tidligere Real Madrid-spiller har derfor en direkte opfordring til Jose Mourinho.
Læs også:Medie: Prisen på Eriksen er styrtdykket
- Tottenham må snart nå til et punkt, hvor de også erkender, at Christian har været en ærlig og reel mand og ikke har gjort noget forkert. Så må de samtidig erkende, at Christian måske nok ender med at gå på en fri transfer, og det er selvfølgelig ærgerligt, men så må de lære af det. Det nytter ikke noget at straffe spilleren, siger Thomas Gravesen.
Ikke nervøs for EM
Christian Eriksens situation i Tottenham er heller ikke opløftende for det danske landshold. Midtbanespilleren er den største stjerne på Åge Hareides, og hvis Danmark skal have succes ved sommerens EM-slutrunde på hjemmebane, kræver det en Eriksen i topform.
Denne topform kan være svær at finde, hvis Eriksen har udsigt til et halvt år uden ret meget spilletid i Tottenham, men Thomas Gravesen er ikke bekymret.
- Hans kvaliteter forsvinder jo ikke ud af kroppen, fordi han ikke spiller lige så meget som tidligere. Selvfølgelig bliver hans kampform påvirket, men jeg er sikker på, at Eriksen træner seriøst og opfører sig ordentligt. Han er nemlig en rigtig, rigtig god mand. En gentleman.
- Selvfølgelig er det et problem, hvis han ikke får nogen kampe overhovedet frem mod EM, men Tottenham må snart komme til fornuft og sige ”okay, Christian har truffet sin beslutning, og han har givet seks år til den her klub”, lyder det fra Gravesen.
27-årige Christian Eriksen står noteret for 294 kampe for Tottenham og har scoret 68 mål og lavet 88 assists.
Læs også:Holdkammerat om Eriksen: Han kom ind og gjorde en forskel
Læs også:Mourinho om Eriksen-udløb: Spillerne skal være glade
Læs også:Ekspert forudser svær tid for Eriksen: Mourinho vil ikke bruge krudt på ham