Tottenham fik på Boxing Day vendt 0-1 til 2-1 mod Brighton, og her var en indskiftet Christan Eriksen afgørende i comebacket.
Den danske midtbanespiller fik derfor sin første startplads under José Mourinho, da London-klubben lørdag aften gæstede Norwich.
Kampens første store chance tilfaldt Marco Stiepermann. Norwich-tyskeren erobrede bolden på Tottenhams banehalvdel og drev den hele vejen ind i feltet, hvor han fik sparket på mål.
Forsøget sad imidlertid ikke yderligt nok, og Paulo Gazzaniga kunne afværge.
Få minutter senere kunne Dele Alli i stedet have straffet hjemmeholdet, men han sparkede et godt stykke over Tim Kruls mål efter et fint oplæg fra Harry Kane.
Læs også:Jose Mourinho håber på dyr franskmand mod Norwich
Straffet blev Tottenham til gengæld i det 18. minut, hvor Juan Foyth mistede bolden. Marko Vrancic drev bolden mod mål, og denne gang kunne Gazzaniga intet stille op. Norwich havde bragt sig foran med 1-0.
Føringen troede Teemu Pukki, at han havde fordoblet et kvarters tid senere, hvor der blev slået en lang og høj bold over hovedet på Toby Alderweireld. Teemu Pukki tog bolden ned, og Jan Vertonghen kunne heller ikke få den fra angriberen.
Han sendte i stedet bolden forbi Gazzaniga, men scoringen blev efterfølgende annulleret for offside af VAR.
Pausestillingen var derfor 1-0 til Norwich.
I det 55. minut bragte Tottenham balance i regnskabet, og Christian Eriksen var manden bag målet. Danskeren fik lov til at tage sig af et frispark, som han fik løftet over Norwich-muren, og Tim Krul kunne ikke nå ud til bolden.
Læs også:Tjek det hæsblæsende Premier League-juleprogram
Men stillingen skulle ikke holde længe, for seks minutter senere lavede Serge Aurier selvmål.
Norwich satte et flot angreb sammen, og Teemu Pukki fik chancen for at gøre det til 2-1. Toby Alderweireld nåede tilbage og fik prikket til bolden, inden den finske angriber afsluttede, men uheldigvis for Alderweireld og Tottenham røg den ind på Aurier, der kom til at sende den i eget net.
Underholdningen var imidlertid ikke ovre, og Tottenham lagde et tungt pres mod Norwich-målet. I det 81. minut resulterede det i et straffespark, da Harry Kane blev nedlagt i feltet.
Angriberen tog sig selv af sparket og omsatte sikkert.
Tottenham gik hårdt efter den tredje scoring, men det sluttede 2-2. Tottenham tager foreløbigt femtepladsen tilbage fra Wolves, mens Norwich forbliver sidst i Premier League-tabellen.
Læs også:Tottenham henter tre talenter tilbage fra lejeaftaler
Læs også:Saints-træner om mange kampe: Unødvendigt
Læs også:Manchester City-boss: Guardiola bliver resten af sin kontrakt