Christian Eriksen skiftede i sommerens transfervindue til Manchester United, hvor der også var mulighed for, at han kunne blive i Brentford, som han havde spillet for henover foråret med fin succes.
Derfor var der også nogle ting, som skulle overvejes for ham i forhold til klubvalg. Det fortæller han i et interview med TV3 Sport.
- Hvis jeg skulle blive i London, så var det sikkerheden i, at man vidste, hvor man var. Hvis det blev Brentford, så var det der, hvor vi boede, og hvor vores børn skulle gå i skole. Det havde vi ligesom fået på plads, siger han og fortsætter:
- Men samtidig var der ambitionerne og mulighederne. Ens fodboldkarriere er kort, og hvornår mulighederne er der. For mig var det nok sidste mulighed for at komme op på så stor en klub, som United er. Så var det en ting, som de (Brentford red.) godt var med på, og jeg tror godt indse, at det var muligheden, lyder det fra Eriksen.
Han kommer endvidere ind på, at han løbende holdt Brentford-træner Thomas Frank opdateret om situationen, ligesom det også kom den anden vej.
Det var i den forbindelse noget, som gjorde ondt for Christian Eriksen, da han skulle foretage sig telefonopkaldet til Brentford-cheftræner Thomas Frank og fortælle nyheden om, at det blev Manchester United.
- Ja, selvfølgelig gjorde det dét. Hvad de havde gjort for mig i de seks måneder var helt kanon. Det er noget, som jeg altid vil huske. Det er helt sikkert, fortæller landsholdsstjernen.
Hele interviewet kan ses i toppen af artiklen.
Eriksen er også kommet ind på, hvordan den første tid i Manchester United har været med mange forskellige positioner. Læs mere om det her.