Thomas Frank og Brentford havde en svær sæson i fjor, men denne sæson er startet bedre for danskerklubben.
Nu får klubben også stor ros for sin sæsonstart af Daily Mail, der har uddelt karakterer til samtlige hold i Premier League ovenpå de første syv spillerunder.
Her får Brentford, hvad der svarer til karakteren 10 på den danske syv-trins-skala, mens det konstateres:
- Brentford ser ud til for alvor at være tilbage på deres bedste denne sæson.
Samtidig roses Thomas Franks mandskab for at komme godt i gang med deres kampe. I deres seneste fire kampe har Brentford scoret i løbet af kampens første 90 sekunder. I de første tre kampen scorede Brentford sågar inden for kampens første minut - noget, der har sikret dem en rekord i Premier League.
- Det er aldrig kedeligt, når Thomas Franks hold går på banen, lyder det derfor fra Daily Mail, som også konstaterer:
- Det, der får deres pointtotal på 10 point i syv kampe til at se endnu mere imponerende ud, er, at de allerede har mødt Liverpool, Manchester City og Tottenham på udebane.
- Mens de tabte til hvert af disse storhold, viste deres præstationer - som inkluderede mål i det første minut mod både Manchester City og Spurs - at de kan tage kampen op med de store drenge.
- Med tre sejre og en uafgjort i deres andre fire kampe, inklusiv en 5-3-sejr over Wolves, giver Brentford masser af gode oplevelser til deres fans.
Daily Mail giver adskillige andre hold samme karakter, mens Arsenal og Liverpool får topkarakter - altså hvad der svarer til 12.