Chelsea-talent tager til 2. Bundesliga-klub
Foto: Getty Images
Premier League

Chelsea-talent tager til 2. Bundesliga-klub

Ung Chelsea-spiller tager til tysk fodbold.

Chelsea har sagt farvel og tak til en af deres unge spillere på transfervinduets sidste dag.

Den kun 18-årige Clinton Mola skifter nemlig Chelsea ud med VfB Stuttgart. Den engelske teenager har således skrevet under på en aftale, der gælder til sommeren 2024. Det meddeler begge klubber på deres hjemmesider.

Ifølge Stuttgarts sportsdirektør har Clinton Mola været eftertragtet. 

- Vi er meget glade og stolte over, at Clinton valgte at skifte til os med perspektiv og kvalitet. Det er ikke en selvfølge, at vi som et nuværende 2. Bundesliga-hold vinder kampen om en spiller, der er meget eftertragtet på markedet. Vi tror, at Clinton hurtigt vil falde på plads i Tyskland og hjælpe os med at nå vores mål på kort og lang sigt, siger sportsdirektør Sven Mislintat ifølge tyskernes hjemmeside. 

Clinton Mola gør sig som forsvarsspiller og defensiv midtbanespiller, men har aldrig fået debut for førsteholdet i Chelsea.

I stedet håber han nu, at han kan få sit gennembrud i tysk fodbold. Tidligere har flere engelske talenter såsom Jadon Sancho i Dortmund og Reiss Nelson i Hoffenheim fået deres gennembrud i Tyskland.