I december blev Raheem Sterling angiveligt mødt af upassende tilråb, da han og Manchester City gæstede Chelsea i Premier League, og det slår Chelsea nu hårdt ned på.
Chelsea straffer nemlig seks personer for tilråbene.
Én af dem er blevet udelukket på livstid, da han kom med racistiske tilråb samt truende og aggressiv opførsel, skriver Chelsea på sin hjemmeside. Klubben meddeler, at beslutningen er blevet truffet, efter at de blandt andet har samarbejdet med to mundaflæsere.
De fem andre er blevet straffet med karantæner på mellem ét og to år som følge af truende og aggressiv opførsel.
Chelseas beslutning kommer, efter at politiet har færdiggjort deres undersøgelse besluttet sig for ikke at rejse sigtelse mod tilskuerne. De seks personers opførsel var dog ikke acceptabel, og Chelsea har derfor besluttet sig for at udstede karantænerne.
- I dette tilfælde har alle seks personer overtrådt grænsen for, hvad der er acceptabel opførsel. Angående tilskueren, der havde brugt racistisk sprog, så hører denne opførsel ingen steder hjemme på Stamford Bridge, og en permanent karantæne er den passende straf, meddeler klubben på sin hjemmeside.