Rygterne om Christian Eriksens fremtid florerer i øjeblikket omkring et skifte til Inter, og netop dette skifte kan resultere i en pengesum til både OB og Middelfart.
Den italienske sportsavis Gazzetta dello Sport erfarer, at Tottenham vil acceptere et bud på 150 millioner danske kroner for den danske midtbanespiller, hvis fremtid i London-klubben er ganske usikker.
Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2020
Et salg på 150 millioner danske kroner vil udløse 1,8 millioner kroner til Eriksens tidligere klub OB i forbindelse med uddannelsespenge, mens også barndomsklubben Middelfart kan se frem til en pengesum på 365.000 kroner. Det skriver Fyens Stiftstidende tirsdag.
Tirsdag aften skal Eriksen formentlig i aktion for Tottenham i returkampen mod Middlesbrough i FA Cuppen, da manager José Mourinho har garanteret spilletid til den 27-årige dansker.
Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub
Kampen mellem Tottenham og Middlesbrough fløjtes i gang klokken 21.05.