Video : Tipsbladet
Premier League

Andreas Christensen roses af Lampard: Han havde feber i pausen

Frank Lampard havde flere rosende ord til overs for Andreas Christensen, efter dagens kamp mod Leicester.

Andreas Christensen virker for alvor til at have genvundet sin managers gunst i Chelsea. Danskeren startede således inde for fjerde kamp i streg for The Blues, da holdet i dag gæstede Leicester på King Power Stadium. 

Den 23-årige midterforsvarer leverede en ganske habil præstation, og havde fin succes med at holde Jamie Vardy i kort snor. Chelsea reddede 2-2 hjem til allersidst, da Andreas Christensens forsvarsmakker, Antonio Rüdiger, headede bolden udenom Kasper Schmeichel i målet. 

Læs også:Skarp Benzema sikrer Real Madrid vigtig sejr i Madrid-derby

Frank Lampard var da også ganske tilfreds med forsvarsduoen efter kampen. 

- Jeg synes, at Andreas Christensen spillede godt. Han kæmpede med feber ved pausen, men han spillede godt. Også Tony (Rüdiger, red.) med hans fantastiske hovedstød ved det andet mål, sagde Lampard ifølge The Mirror. 

Læs også:AGF besejrer tjekkiske mestre efter straffesparkskonkurrence

Et andet samtalemne før og efter kampen, var Lampards beslutning om at vrage Kepa Arrizabalaga i målet, til fordel for Willy Caballero, men det var Lampard dog ikke meget for at kommentere på. 

- Det kommer jeg ikke til at tale om lige nu. Men jeg synes, at han leverede en fin præstation, han havde en god redning i første halvleg. Jeg synes ikke, han kunne have gjort meget ved Harvey Barnes' mål, så en god præstation. 

Chelsea åbnede med pointtabet op for Manchester United i kampen om top 4. De Røde Djævle er i skrivende stund i aktion mod Wolves på Old Trafford, og kan med en sejr dér bringe sig fire point fra Chelsea på fjerdepladsen.

Læs også:Hvad sker der? Thomas Franks målmand med sæsonens måske største drop

Læs også:Leicester og Chelsea delte i underholdende topkamp

Læs også:Hobros defensiv fik bøllebank: Strömsgodset fik tanket godt med selvtillid