Agger havde kontrakttilbud fra Barcelona: Liverpool bremsede skifte
I sommeren 2013 flirtede Daniel Agger alvorligt med FC Barcelona. Den danske landsholdsstopper sagde selv, at han var glad for at mærke interessen fra de spanske giganter, men et skifte blev aldrig til noget.
Det var ellers ikke, fordi Agger ikke havde muligheden. Faktisk havde han en underskrivningsklar kontrakt liggende, men han lod beslutningen være op til hans daværende klub, Liverpool.
Det fortæller hans daværende agent, Per Steffensen.
- Jeg kan afsløre, at Daniel stadig i dag kunne have spillet for FC Barcelona. En 5-årig kontrakt lå i sommeren 2013 klar på bordet. Agger lod det være op til LFC og ville ikke prøve at tvinge et salg igennem. Alle ved hvordan det gik, skriver Steffensen på Facebook.
Det gik således, at Daniel Agger året efter skiftede hjem til Brøndby IF i stedet for den store transfer til Spanien. Her nåede han to skadesplagede sæsoner, inden han for et år siden valgte at indstille karrieren.
Agger spillede fra 2006 til 2014 i Liverpool, hvor han nåede 232 ligakampe for den engelske storklub. I samme periode spillede han også 75 landskampe og scorede 12 mål for det danske landshold.