Kasper Dolberg var lørdag aften i aktion for franske OGC Nice for første gang, siden han i august kom til klubben fra Ajax.
Den danske landsholdsangriber startede inde i opgøret, og han fik hele 80 minutter på banen. Men da var den 21-årige dansker også meget træt, fortæller cheftræner Patrick Vieira til klubbens hjemmeside.
- Jeg vidste, at de ville få problemer fysisk. Dolberg var meget træt til sidst i kampen, og det var Adam (Ounas, red.) også. De har ikke spillet meget, og de havde ikke en normal opstart, siger Patrick Vieira.
Cheftræneren understreger, at Kasper Dolberg og resten af klubbens nyindkøb skal have tid til at komme i form og falde til:
- De har et enormt talent, men vi er nødt til at give dem tid til at arbejde og bruge deres talenter til at bruge til holdets bedste. Det vil være mit ansvar at få mest muligt ud af spillerne og forsøge at sætte dem i den bedst mulige situation for at sikre os resultater.
Opgøret sluttede med et 2-1-nederlag til Nice, der er nummer fire i Ligue 1.