Video : Tipsbladet
Landshold

U21-stopper kender østrigsk profil: Han ville mødes i går, men jeg sagde nej

Asger Sørensen er gode venner med Østrigs Xaver Schlager, der i går ville have mødtes med sin danske kammerat. Han valgte dog at blive på hotellet og "hvile benene i stedet for."

Niels Frederiksen overlod i går U21-landsholdets træning til sine assistenter, mens han selv brugte tiden på at analysere Østrigs EM-premiere mod Serbien. Så landtræneren kender efterhånden morgendagens modstander godt, men skulle han have brug for mere information, kan han bare spørge en af sine spillere.

Asger Sørensen har spillet på hold med en håndfuld af de østrigske spillere i RB Salzburg, mens han i den forgangne sæson også har stået over for Mathias Honsak i den tyske 2. Bundesliga. De har begge været udlejet fra Salzburg-klubben: Sørensen til Jahn Regensburg, Honsak til Holstein Kiel.

- Jeg har spillet sammen med fem-seks stykker nede fra Red Bull Salzburg, som også er lidt rundt omkring nu. Det var Hannes Wolf, som gik ud i forgårs desværre for ham, og som lige er skiftet til Leipzig. Så er der min rigtig gode ven Xaver Schlager, som spiller den her 10'er for Østrig. Så er der også Mathias Honsak, som spillede angriber mod Serbien. Og en Sandro Ingolitsch, som kommer fra Salzburg. Så det bliver en speciel kamp for mig, når man kender så mange. Jeg glæder mig til at se dem igen i morgen, siger Asger Sørensen.

Selv om de altså for en stund er modstandere, var Sørensen i kontakt med Schlager så sent som i går.

- I går spurgte han mig, om jeg kom ind i byen. De kom ind i Udine og drikke en kop kaffe, men jeg valgte at blive hjemme og hvile benene i stedet for, siger Sørensen med et smil.

Med sit indgående kendskab til halvdelen af det østrigske hold er midtstopperen den oplagte mand at spørge til holdets niveau. Han mener, at det er nogenlunde det samme som Danmarks.

- Jeg tror ikke, der er den store niveauforskel. Østrig er et rigtig godt hold. Selv om vi i Danmark ikke kender så meget til det, vil jeg vurdere den østrigske Bundesliga og Superligaen til at være nogenlunde samme niveau. Så det bliver de små marginaler, der kommer til at afgøre kampen i morgen, og det bliver rigtig spændende, siger Sørensen.

Østrig kommer direkte fra en 2-0-sejr over Serbien i den første EM-kamp, mens holdet sluttede slog forhåndsfavoritterne Frankrig 3-1 kort før slutrunden. Danmark tabte premieren mod Tyskland med samme cifre.