Richard Møller Nielsen i Hall of Fame
Illustration
Landshold

Richard Møller Nielsen i Hall of Fame

DBU optager Richard Møller Nielsen i fodboldens Hall of Fame i forbindelse med unionens repræsentantskabsmøde den 1. marts.

Træneren bag det danske landsholds største triumf bliver nu optaget i fodboldens Hall of Fame. DBU meddeler i en pressemeddelelse, at manden bag EM-triumfen i Sverige i 1992 får æren ved DBU's repræsentantskabsmøde den 1. marts. Navnet er Richard Møller Nielsen.

Egentlig var Richard Møller Nielsen tiltænkt en plads i den sluttede kreds allerede i 2012 i forbindelse med Dansk Fodbold Awards, men komitéen bag udpegelserne arbejder med et princip om, at nulevende personer skal være til stedet ved en sådan kåring. Det kunne Møller Nielsen ikke, da han havde takket ja samme dag til et arrangement i Finland, og derfor blev Brian Laudrup udpeget i stedet.

Richard Møller Nielsen har siden sidste sommer været syg, hvorfor han ikke kunne deltage i Dansk Fodbold Award i efteråret, hvor Frank Arnesen og Søren Lerby blev optaget i Hall of Fame.

Sygdommen holder ham formentlig også væk fra arrangementet den 1. marts, hvor Peter Schmeichel officielt vil optage ham, mens hans søn Tommy Møller Nielsen vil tage imod statuetten på hans vegne. Møller Nielsen er blevet informeret om optagelsen i Hall of Fame af sin gode ven Sepp Piontek.

Richard Møller Nielsen er allerede i Hall of Fame som en del af 1992-holdet, der blev optaget i 2008, hvor den nu 75-årige træner tog imod hæderen sammen med holdets anfører Lars Olsen. Dengang sagde Møller Nielsen:

- Det er en dejlig fornemmelse at blive et af de første medlemmer i den nye Hall of Fame. Jeg var derfor glad for, at jeg sammen med Lars Olsen i dag kunne repræsentere hele EM-holdet. For det var først og fremmest en holdpræstation, at vi blev europamestre dengang. Jeg sagde det dengang og vil meget gerne sige det igen; vi havde alle på holdet følelsen af, at det ikke bare var os på holdet, men en følelse af at hele Danmark var med i den præstation, vi lavede i Sverige. Der var jo fantastisk opbakning – i Sverige, på busturen inde i byen og på Rådhuspladsen. Vi vidste, at dem kunne vi ikke skuffe.