DBU’s jagt på en ny landstræner er i fuld gang.
Tipsbladet har tidligere kunne afsløre, at Ole Gunnar Solskjær allerede har afvist at blive dansk landstræner, og derfor er andre navne kommet i spil.
Bold og TV 2 kunne mandag afsløre, at Brian Riemer er én af flere trænerkandidater, som DBU er gået i dialog med.
Men er han så den rette?
Det spørgsmål blev taget op i mandagens udgave af Tipsbladet-programmet Verdens Lækreste Landshold.
Tipsbladet-journalist Victor Risager forstår godt, at Brian Riemer er på tale.
- Brian Riemer synes jeg er oplagt. Han er en træner med erfaring fra det højeste niveau. Han har været assistent for Brentford i Premier League, og han har været cheftræner i Anderlecht. Så det er helt oplagt, at han skulle være et emne, siger Victor Risager, der dog også ser andre muligheder:
- Jeg kunne godt tænke mig en udlænding faktisk. En der kan ruske op i hierakierne og ikke bare udtager alle dem, man er vant til.
Kigger man efter andre danske trænere, så er det også svært at komme udenom Bo Henriksen.
- Det som om, at der er en rigtig stor folkestemning for, at han skal være landstræner. Jeg tror også, at det går mod Brian Riemer, at han ikke har trænet i Superligaen.
- Bo Henriksen kender vi allesammen fra Superligaen, og nu ser vi ham have succes i udlandet. Brian Priske kender vi også fra Superligaen, og han havde et fejlslagent ophold i Belgien, hvor hans aktie var høj, for de taler hårdt om trænerne i Belgien, og det tror jeg også, at Brian Riemer lider under.
- Vi kender alle de trænere fra Superligaen, og vi kendte Kasper Hjulmand fra Superligaen, og jeg tror, at de trænere, vi kender, har en lille fordel, for de lyder lidt mere ’sexede’, fordi vi kender dem bedre, end vi kender sådan en som Brian Riemer, der har været længe i udlandet, siger Victor Risager i programmet.
Du kan se hele programmet i videoafspilleren øverst i artiklen eller på YouTube via linket her.