Ingen ligalandsholdstur næste år: Det har Hareide ikke ønsket
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Ingen ligalandsholdstur næste år: Det har Hareide ikke ønsket

Ligalandsholdet genopstod i 2018 efter fire års fravær, men der bliver ingen tur i 2020, selv om det er et slutrundeår. Landstræneren har fravalgt det.

Fra 2014 til 2017 sendte DBU ingen ligalandshold af sted. Men da landsholdet kvalificerede sig til VM i 2018, fik Åge Hareide lov til at udtage en trup af landsholdsboblere, han kunne se nærmere på.

Det var ikke kun på grund af VM, men den indbringende slutrunde gjorde formentlig en forskel.

- Vi arbejder med det uanset hvad. Men vi får nok nemmere ved at gøre det, hvis vi kommer til VM. Jeg håber, at vi kan få lov til det og har pengene, sagde Åge Hareide dengang.

Næste år skal Danmark igen til en slutrunde, men der bliver ingen tur for ligalandsholdet. Det fortæller DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, til tipsbladet.dk.

Læs også:Landsholdsåret 2019 er forbi: Så mange fik debut under Åge Hareide

- Der kommer ikke nogen ligalandsholdstur i år, nej. Det gør der ikke. Åge har ikke ønsket det. Han føler sig ret tryg ved de spillere, der er, og har godt styr på de spillere, som han har inde i sine overvejelser. Til gengæld arbejder vi på en U21-landsholdstur i starten af januar, siger han.

Har Hareide så godt styr på holdet, at det ikke vil rykke nok at tage på en tur?

- Han har ikke ønsket det i hvert fald, siger Peter Møller.

Ligalandsholdet var fra 2006 til 2013 en fast del af DBU's årlige kalender, men forbundet sløjfede den med forklaringen, at der ikke var penge til den. 

Læs også:EM forgylder dansk fodbold: Landsholdet tjente rekord-millioner mandag

Selv om DBU lavede et underskud på 10 millioner kroner i fjor, og unionen forventer yderligere 1 million i underskud i 2019, har den et fin økonomi. Der stod eksempelvis 138 millioner kroner i egenkapitalen ved udgangen af sidste år. Derudover udbetaler UEFA 69 millioner bare for at kvalificere sig til EM. Pengene er altså ikke en hindring denne gang.

- Det er ikke på grund af økonomi i hvert fald, slår Peter Møller fast.

I 2017 var der også kun en U21-landsholdstur, hvor Åge Hareide tog med og havde en observationsrolle, mens Niels Frederiksen trænede holdet.

Læs også:DBU kritiserer opførsel hos nogle af de danske fans: Fuldstændig uacceptabelt

Læs også:DBU's Peter Møller deler spillernes frustration: Er i dialog med Parken

Læs også:Åge Hareide: Krævende med en arbejdsgiver, der ikke ved, hvad de vil