Som beskrevet tidligere her på Tipsbladet.dk bringes Åge Hareide i spil som en kommende landstræner for Norge, hvor han i så fald skal afløse svenske Lars Lagerbäck. Flere af Hareides tidligere spillere er positive over for tanken en Hareides retur til det norske landstrænersæde, som han tidligere har haft fra 2003 til 2008.
Det norske fodboldforbund, NFF, vil dog ikke kommentere på muligheden for, at Åge Hareide igen kan blive Norges landstræner. Det vil til gengæld hovedpersonen selv, der til den norske avis VG giver udtryk for, at han vil overveje jobbet, hvis han får tilbuddet.
Åge Hareide fortsætter som Danmarks landstræner indtil EM 2020, og VG har derfor spurgt, hvad han vil lave derefter.
- Alt er aktuelt, lød det korte svar fra nordmanden, der herefter bliver adspurgt direkte, om han kunne overveje at blive Norges næste landstræner.
- Ja, kom det endnu kortere tilbage fra 65-årige Hareide, der også har været ude med kritik af gårsdagens udmelding fra DBU, som han mener, er dårligt planlagt.
Norges nuværende landstræner, Lars Lagerbäck, har kontrakt til udgangen af 2019, men kan muligvis fortsætte indtil sommeren 2020, hvor Åge Hareide altså også senest stopper som dansk landstræner. Hareide vil altså være færdig som Danmarks landstræner til, at han kan starte VM-kvalifikation med Norge frem mod VM i 2022.