Video : Tipsbladet
Landshold

Haaland og co. blev ydmyget af Østrig

Efter 1-1 ved pausen skruede Østrig søndag aften på gashåndtaget, da Norge blev kørt over med 5-1.

Det endte i en ydmygelse, da en flok veloplagte østrigere med en fremragende anden halvleg søndag aften kørte Norge over med 5-1 i Nations League.

Dermed kom Ståle Solbakkens tropper ned på jorden igen, efter mandskabet torsdag havde besejret Slovenien med 3-0.

Værterne spillede og pressede i et højt tempo, og efter 1-1 ved pausen blev det i anden halvleg for meget for nordmændene, der ikke længere kunne følge med.

Med resultatet er både Østrig, Norge og Slovenien på syv point inden de to sidste runder i gruppe 3 i Nations Leagues B-lag.

Kasakhstan indtager sidstepladsen med et enkelt point.

Selv om Østrig startede kampen i det karakteristiske høje pres og med stor intensitet, var det Norge, der første gang var tæt på.

Efter mindre end fem minutter brød angrebsstjernen Erling Haaland igennem, mens hans forsøg tog den østrigske stolpe.

Østrigs intense start gav dog pote allerede i det ottende minut, da Marko Arnautovic bragter værterne i front.

Offensivspilleren modtog bolden på kanten af feltet og sendte en fremragende afslutning i det norske mål via overliggeren.

Norge red stormen af, og hen mod pausen bragte Ståle Solbakkens tropper balance i regnskabet, da Alexander Sørloth headede udligningen i mål.

Et norsk frispark endte i pandebrasken på den tidligere FCM-angriber, der fri i feltet kunne udnytte, at en passiv Patrick Pentz var kommet på mellemhånd i det østrigske mål.

Præcis som i starten af kampen kom Østrig med fuld fart i anden halvleg. Knap var de to hold kommet ud af omklædningsrummet, før Norges Andreas Hanche-Olsen klodset nedlagde Christoph Baumgartner i feltet.

Arnautovic var efterfølgende sikkerheden selv fra straffesparkpletten og fordoblede sin målscoring.

Efter en lille time udbyggede værternes Philipp Lienhart føringen. Midtstopperen steg ene til vejrs på et østrigsk hjørnespark og dirigerede hovedstødet i nettet.

Østrig slap ikke foden fra speederen, og få minutter senere havde højre back Stefan Posch fundet ved til det norske felt og gjorde det til 4-1 på et hovedstød.

20 minutter før tid blev det også 5-1 til hjemmeholdet, og endnu en gang var det et hovedstød, da Michael Gregoritsch på bageste stolpe udnyttede et indlæg.

/ritzau/