HELSINGØR (Tipsbladet): Thomas Gravesen var ikke til at skyde igennem, da Tipsbladet talte med ham efter sejren over Sverige.
Landsholdslegenden var nemlig meget imponeret over Morten Hjulmands præstation i 2-1-sejren, og Hjulmand startede ikke engang inde.
Gravesen sagde blandt andet følgende om Sporting-danskeren.
- Jeg synes jo, at Morten Hjulmand har spillet sig så tæt på startopstillingen, som han overhovedet kan med de indsatser, han har leveret. Man kan ikke undgå at få øjnene op for en spiller, der kan spille fremad og løbe tilbage og tackle i afgørende situationer.
- Morten Hjulmand har vist alt det, en spiller skal vise, og han er et fantastisk eksempel på, hvad en spiller skal kunne komme med fra bænken med hans attitude og indstilling, sagde Tipsbladets EM-ekspert.
Den store ros fik Tipsbladet spurgt Morten Hjulmand om, da han var på fredagens pressemøde på Marienlyst Strandhotel. Sporting-danskeren vil dog ikke lægge alt for meget i det.
- Det tænker jeg ikke særligt meget over for at være helt ærlig. Jeg bruger ikke så meget tid på, hvad folk har af kommentarer og tanker udefra. Det er vigtigere, hvad min træner synes om mine præstationer.
- Det fylder mest for mig. I den verden, som vi lever i, er der mange, der har meninger og holdninger omkring holdet, og det har vi også hørt om holdet.
- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi holder os til kernen i gruppen, og det synes jeg, at vi får vist. De ting, som vi skal forbedre og blive ved med at gøre godt, holder vi for os selv, og så må præstationer komme ud fra det, sagde Morten Hjulmand.
Sporting-danskeren kom også ind på hans position på det danske landshold i forhold til en mulig startplads.
- Jeg synes, at jeg har gjort mit i et stykke tid nu på klubplan. Jeg har ikke fået så mange chancer på landsholdet endnu, men igennem en årrække har jeg præsteret på et højt niveau og været klar til at præsentere mig selv på det danske landshold.
Morten Hjulmand kan se tilbage på en stor sæson i Sporting, der endte med at give et portugisisk mesterskab. Den 24-årige dansker blev noteret for 30 kampe i den bedste portugisiske række.
Tipsbladet talte for nylig med Hjulmand om tiden i Sporting. Læs mere her.