Video : Tipsbladet
Landshold

Fjendetjek: Dygtig schweizisk stopper kan gøre ondt på Danmark

Der venter et vitalt opgør, når Danmark og Schweiz mødes i EM-kvalifikationen lørdag. Her er de spillere, Hareide og det danske hold skal holde et vågent øje med.

Taber Danmark på lørdag, når Schweiz gæster Telia Parken, ser det særdeles svært ud i forhold til at nå med til EM-slutrunden næste sommer, og derfor er det et opgør, hvor Åge Hareide og holdet skal have point - og helst tre - hvis EM-billetten fortsat skal være inden for rækkevidde.

Den danske landstræner har allerede gjort det klart, at Danmark kommer med et aggressivt udtryk, hvor man vil spille som mod Polen for et par år tilbage. Dengang vandt Danmark med 4-0 ved at overfalde Polen i luften, så det bliver noget med nogle lange bolde igen.

Men man må stadig have respekt for Schweiz, for det er et stærkt mandskab, der gæster København lørdag. Husk på, at de kørte Danmark rundt og førte med 3-0, da det danske landshold på mirakuløs vis scorede tre gange i de sidste 10 minutter i Schweiz.

Og hvem er det så, Hareide og Danmark skal holde et særligt øje med? Her er tre farlige spillere.

Fabian Schär
27 år, central forsvarer
Newcastle United

Læs også:Optakt: Danmark - Schweiz

Schweiz har i de senere landskampe spillet med tre centrale forsvarsspillere, og det kan landet meget vel komme til at gøre igen mod Danmark, hvor det handler om at stå imod trykket, Åge Hareide allerede har varslet kommer. Tre centrale forsvarer frigiver også de to backs, der i stedet kan tage større del i det offensive spil, hvor de også har deres forcer.

Det betyder også, at Schweiz får mere kvalitet på dødbolde og luftstyrke på banen, og her er det værd for Åge Hareide at sætte to streger under navnet Fabian Schär. Newcastle-spilleren er dygtig og har i 52 landskampe scoret otte gange. Kun tre spillere i den schweiziske klub har lavet flere mål i landsholdstrøjen.

Schär har vist i Newcastle de sidste par sæsoner, at han ikke kun er god med hovedet - han kan også hakke bolden i kassen fra distancen, og når holdene mødes i Danmark skal det danske hold også være opmærksom på, at Fabian Schär er rigtig god til at føre bolden frem. Det er ham af de tre centrale forsvarer, man ønsker at lukke ned for, fordi han faktisk er rigtig god og klog til at spille med kuglen.

Granit Xhaka
27 år, central midtbane
Arsenal

Han er anfører for Schweiz og en hård og kontant midtbanespiller, der går til makronerne, men der er også lidt boldspil i den nuværende Arsenal- og tidligere Borussia Mönchengladbach-spiller.

Læs også:Landsholdskammerat om Gytkjær: Han er en snu spiller

Granit Xhaka viste mod Danmark i foråret, at han er en dygtig fodboldspiller, og han scorede til 2-0 i kampen, hvor Schweiz førte med 3-0 efter 76 minutters spil. Så tog landstræneren Granit Xhaka fra banen med 10 minutter igen af opgøret, og resten er historie, for Danmark kom tilbage og fik 3-3. Et mirakel.

Denne gang er der nok ingen tvivl om, at Granit Xhaka spiller fuld tid, for det er ham, der ligger og binder spillet central på midtbanen, ligesom det er ham, der skal slås og kæmpe og bryde det danske spil.

Breel Embolo
22 år, angriber
Borussia Mönchengladbach

Mens Granit Xhaka scorede målet til 2-0 mod Danmark tilbage i marts, var det Borussia Mönchengladbach-spilleren Breel Embolo, der stod for scoringen til 3-0. Embolo har kun scoret fire gange for schweizerne, men han kommer til at få en yderst vigtig rolle på holdet, nu hvor Xherdan Shaqiri er ude med en skade.

Embolo har en utrolig fart og bliver tiltænkt en rolle, hvor han blandt andet skal være med til at strække det danske forsvar, der centralt ikke har voldsomt meget fart i spillere som Simon Kjær og Andreas Christensen.

Om Embolo spiller på kanten eller bag angriberen skal der holdes et vågent øje med offensivspilleren, der med de rette løb kan gøre ondt på et dansk hold, der vil angribe lørdag i Telia Parken. 

Læs også:Det halter med spilletiden for Peter Ankersen: Landsholdet kan hjælpe mig

Læs også:Gytkjær stortrives i Polen: I Danmark er der ramaskrig over en knaldperle

Læs også:Hareide har slagplanen klar: Kun i tvivl om én plads mod Schweiz