Eriksen og Gytkjær scorede to i overbevisende dansk sejr over Gibraltar
Foto: Getty Images
Landshold

Eriksen og Gytkjær scorede to i overbevisende dansk sejr over Gibraltar

Danmark hentede torsdag aften en sikker 0-6-sejr ude over Gibraltar i EM-kvalfikationen. Robert Skov, Christian Eriksen, Thomas Delaney, Christian Gytkjær stod for målene.

Efter uafgjorte kampe mod Schweiz og Irland samt en overbevisende 5-1-sejr over Georgien i de første tre kvalifikationskampe skulle det danske herrelandshold torsdag aften forsøge at spille sig skridt nærmere EM i 2020.

Landsholdet var uden landstræner Åge Hareide, der har haft problemer med knæet, og det var derfor assistent Jon Dahl Tomasson, som skulle føre Danmark til sejr ude over Gibraltar.

Og den vikarierende landstræner fik en ganske suveræn start på tilværelsen.

Allerede seks minutter inde i opgøret spillede de danske spillere sig flot igennem i højre side, hvorfra Daniel Wass kunne lægge bolden til rette for Christian Eriksen. Tottenham-profilen sendte bolden ind i feltet, og her steg Robert Skov til vejrs, da han headede opgørets første scoring ind bag Gibraltar-keeper Dayle Coleing.

Danmark satte sig tungt på opgøret allerede fra første fløjt, og værterne var godt tilfredse med at bruge samtlige elleve mand til at forsvare eget mål trods den tidlige danske scoring.

Men især Christian Eriksen var velspillende, og han fik efter en halv times tid slået en bold ind i feltet, hvor Christian Gytkjær headede forbi bolden. En tilfældighed sørgede dog for, at den efterfølgende landede for angriberens fødder tæt under mål. Gytkjær var dog uskarp og sparkede direkte på Coleing.

Danmark skulle derfor bruge en smule hjælp fra hjemmeholdets John Sergeant, som få minutter senere rev Thomas Delaney omkuld i feltet. Dommeren takserede forseelsen til et straffespark, og dét sparkede Christian Eriksen stensikkert i kassen til en dansk 0-2-føring.

Således var også stillingen ved pausen, men Eriksen gjorde det til 0-3 bare få minutter inde i anden halvleg. Her var John Sergeant igen skurken, da han nedlagde Yussuf Poulsen i feltet. Men straffesparket burde aldrig være blevet dømt, for Sergeant tacklede Leipzig-angriberen fuldstændig efter reglerne. Eriksen viste dog ingen nåde fra ellevemeterpletten.

Omkring en time inde i opgøret blev både Mathias 'Zanka' Jørgensen og Martin Braithwaite bragt i spil, men hverken Fenerbahce- eller Leganes-spilleren kom til at spille nogen væsentlig rolle.

På dette tidspunkt af kampen virkede danskerne tilfredse med 0-3-føringen, og man kunne så småt begynde at fornemme, at koncentrationen hos spillerne ikke var den samme som i starten af opgøret.

Med godt 20 minutter tilbage af kampen blev det dog alligevel til 0-4, da Robert Skov sparkede et hjørnespark fladt ind i feltet, som Mathias 'Zanka' sprang over. Bag ham var Thomas Delaney klar, og han kanonerede bolden i netmaskerne med venstrebenet.

Bare få minutter senere skulle Jon Dahl Tomasson så endda få endnu en scoring at glæde sig over, da Christian Eriksen sparkede fra distancen. Coleing måtte give en returbold, og denne var Christian Gytkjær først over. Lech Poznan-angriberen sparkede første gang - og dét med succes. Gytkjær gjorde det til 0-5.

Og selvsamme Gytkjær var på pletten igen kort efter. Lasse Schöne var blevet sat på banen i det 77. minut i stedet for Thomas Delaney, og bare et minut senere splittede den nyslåede Genoa-spiller den gibraltarske defensiv med en suveræn aflevering i dybden. Her modtog Gytkjær bolden og sparkede den sikkert i mål til 0-6.

Scoringen endte med at blive kampens sidste, og Gytkjær fik derfor lukket målscoringen i en overbevisende sejr over de upåagtede sydeuropæere.

I den anden kamp i gruppen spillede Irland og Schweiz 1-1, og Danmark er fortsat på andenpladsen i gruppen. Irland fører gruppen med 11 point efter fem kampe, Danmark kommer efter med otte point for fire kampe, og Schweiz, som blot har spillet tre kampe, har nu fem point.