Video : Tipsbladet
Landshold

Eriksen husker irsk afklapsning meget tydeligt: Jeg har genset en del klip

5-1-kampen i Dublin står stadig meget, meget tydeligt i Christian Eriksens hukommelse. På mandag vender han tilbage til Irland for første gang - og håber på en gentagelse.

Selvfølgelig husker Christian Eriksen sit seneste besøg i Dublin. Han scorede jo et sjældent hattrick, og Danmark kvalificerede sig til VM i Rusland. Dagen efter blev han klappet på flyet hjem.

Mandag aften vender Eriksen så tilbage til åstedet to år efter en af de mest mindeværdige aftener for det danske landshold i dette årti. Denne gang er der også en slutrunde på spil, EM, og Danmarks stjerne håber på en gentagelse af udfaldet fra 2017.

- Jeg husker den aften meget tydeligt. Meget, meget tydeligt. Jeg har selvfølgelig også set en del klip efterhånden med, hvordan det hele forløb, og hvordan det gik. Det var en speciel aften, siger spilleren, der var skadet, da landsholdet spillede Nations League-kamp i Dublin i fjor.

- Det bliver specielt at skulle tilbage igen, når det gik så fantastisk sidst. Så håber jeg selvfølgelig, at det bliver noget af det samme.

Læs også:Danmark får tysk stjernedommer i Dublin

Hvor rangerer den i din karrieres højdepunkter?

- Den er højt oppe. Som jeg også sagde dengang: Jeg tror ikke, der er noget, der er meget større end at kunne skyde sit land til VM på den måde, som det skete. Det var absolut noget af det største.

Dengang i november 2017 udlignede Andreas Christensen Irlands føring, og derefter scorede Eriksen sine tre mål, inden Nicklas Bendtner lukkede festen med sit straffespark. 

De to seneste år har Danmark mødt Irland fem gange, og 5-1-sejren i VM-playoff er den eneste, hvor Eriksen og co. lukkede den irske defensiv op. De øvrige opgør endte 0-0, 0-0, 0-0 og 1-1. Så hvad lykkedes så godt, at Eriksen scorede tre, og Danmark fem?

Læs også:Hareide forsvarer Eriksen: Vi forventer, han skal være fantastisk hele tiden

- Jeg tror bare, jeg var kynisk nok. Den røg ind, når jeg havde chancen. Nogle kampe har man også masser af skud, hvor man ikke scorer. I den kamp havde jeg tre skud og scorede tre mål, så der var en 100 procent rate, siger han.

- Der var mange småting. Vi havde masser af overtag på store dele af banen. Da vi kom bagud, så det lidt skidt ud, men ellers havde vi godt overtag og kunne flytte bolden stille og rolig rundt. Der var masser af plads at spille på. Det er det, vi skal kunne skabe for at sætte mig selv i scene og sætte holdet i scene; så skal vi kunne skabe noget plads til hinanden og spille hinanden bedre.

Christian Eriksen advarer dog mod at forvente det samme festværkeri igen. Dels har begge hold spillet mange kampe siden, dels har Irland skiftet landstræner til Mick McCarthy. Danmarks nummer 10 tilføjer dog:

- Det bliver en sjov og underholdende kamp, tror jeg.

Læs også:Hareide freder tre landholdsspillere: De er altid med i startopstillingen

Læs også:Irlandskampen: Åge kan ikke tabe

Læs også:Landsholds-quizzen: Har du styr på det danske hold?