- Vi går udelukkende efter fynboer.
Flemming Berg griner lidt og fortsætter så:
- V har snakket om, at det er meget pudsigt, at det har været sådan. Det er faktisk mange, som kommer derfra. Det morer vi os da lidt over.
Talentudviklingschefen i DBU er på jagt efter en ny U21-landstræner, og skal han følge traditionen, kan han hurtigt fokusere sin søgning. Nylig historie siger, at Niels Frederiksens efterfølger formentlig bliver en fynbo.
Kun 2 af de seneste 13 år har U21-landstræneren ikke været fra øen i midten af Danmark. Foruden Frederiksen er hans nærmeste forgænger, Jess Thorup, også fra Fyn, ligesom Keld Bordinggaard er det. Den eneste ikke-fynbo siden 2006 var københavneren Morten Wieghorst.
"Det er rimelig afgjort på Fyn lige i øjeblikket
Niels Frederiksens to assistenter, Uffe Pedersen og Henrik Clausen, er også begge fra Odense, og selv om det ikke er noget, de giver megen opmærksomhed indbyrdes, har sidstnævnte da hørt en kommentar eller to i løbet af årene.
- Jeg synes ikke, det er noget, vi render og adresserer dagligt. Men en gang i mellem kan der godt komme en sjov bemærkning. Måske mere fra nogle andre, der taler ind til os, som kan betragte os som den fynske mafia, eller hvad de kan finde på at kalde det, siger han til tipsbladet.dk.
Én ting skiller dog de tre trænere trods det fælles ophav: deres klubber. Mens assistenterne Pedersen og Clausen er OB'ere, er Niels Frederiksen B1913-mand. Det har han været, siden han var fem år gammel.
Den gamle opdeling går han dog ikke selv så meget op i længere. Han ville også have en dårlig sag, hvis han skulle rakke OB ned over for sine assistenter. Det er trods alt OB, der spiller i Superligaen, og 13'erne, der spiller i Danmarksserien.
- Det er sådan rimelig afgjort på Fyn lige i øjeblikket, at OB er flagskibet, og de to andre årstalsklubber (B1909 er den sidste, red.) er ikke helt så højt på strå mere, opsummerer han.
Til daglig er Henrik Clausen U19-landstræner, men hjælper under slutrunder til på U21-landsholdet. Her arbejder han side om side med Uffe Pedersen, og det er langt fra noget nyt.
De to arbejdede sammen i mange år i OB, hvor de ad flere omgange varetog forskellige roller på førsteholdet og i ungdomsafdelingen. I 2010 overtog de sammen Superliga-holdet, da Lars Olsen og Viggo Jensen blev fyret. Pedersen som chef (for tredje gang), Clausen som assistent.
Det holdt dog kun et par måneder, da Pedersens trænerlicens ikke var høj nok. Så Clausen fik chefstolen, mens Pedersen kort efter gled over i rollen som talentchef.
Frederiksens fortsætter som medlem
Uffe Pedersen begyndte faktisk sin trænerkarriere som assistent i B1913 for 35 år siden og var også cheftræner der senere, men hans rødder i den lille Odense-klub stikker ikke lige så dybt som Niels Frederiksens.
U21-landstræneren spillede selv fodbold der, fra han var fem år gammel, og som 17-årig tog han sit allerførste trænerjob i B1913. Dengang havde han hverken nogen anelse eller ambition om at leve af trænerfaget.
- Jeg blev først og fremmest træner, fordi jeg gerne ville hjælpe til i min klub, sagde han i B1913's jubilæumsblad i 2013.
Da han et stykke inde i sine 20'ere flyttede til København, fortsatte han som træner i B1913 lidt endnu. Han skulle jo gøre sæsonen færdig, og så måtte han pendle til og fra Odense. Med færgen over Storebælt.
Selv om Frederiksen stoppede i B1913 for mange år siden, holder han forbindelsen ved lige. Han er eksempelvis stadig medlem af klubben, og det bliver han ved med.
- Det har jeg været, siden jeg var fem-seks år. Nu er jeg så passivt medlem. Den klub har givet mig så mange gode oplevelser og så meget erfaring og lærdom, at det synes jeg godt, jeg vil støtte stadig. Og starten på min trænerkarriere. Hele den første interesse for fodbold, kærligheden til fodbolden, har jeg jo fået der. Og rigtig mange gode oplevelser.