Thomas Delaney kom ind i de sidste 30 minutter af kampen mellem Danmark og Sverige, og mens han var på banen fik danskerne mere og mere kontrol over kampen, som endte med en dansk sejr på 2-1.
I et interview med TV 2 kort efter kampen fortæller han om sin indskiftning..
- Jeg fik at vide, at jeg skulle få styr på det. Få gang i dem. Det er jo mit job, så det gik fint, siger Delaney med et smil.
Han peger desuden på, at der var forskellige ting, som kunne være med til at løfte det for Danmark.
- En ting er at få tilskuerne med og gode aktioner. Men nogle gange taler vi også om begrebet set the tone. Får de offensive taget en dribling for meget, så sparker man en ned eller et eller andet. Vinde en duel, siger han og fortsætter:
- Det er tit sådan, jeg prøver at tage det. Skridt for skridt, og så begynder det. Der var måske også nogle heldige situationer, hvor jeg kommer ind og kan gøre noget godt. Sådan er det nogle gange.
Han understreger endvidere, at formen har det godt, men at han i de seneste par dage har været ramt af noget sygdom, og det kunne godt mærkes i maven undervejs i kampen. Der er dog intet at være nervøs for, påpeger han.
- Jeg er 100 procent klar. Jeg skal bare ikke være syg hele tiden, men det plejer jeg heller ikke, fortæller Thomas Delaney.
Danmarks sidste testkamp før EM spilles på lørdag, hvor modstanderen er Norge.