DBU-boss om Kjærs kritik: Det ville jeg også selv have sagt som spiller
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

DBU-boss om Kjærs kritik: Det ville jeg også selv have sagt som spiller

DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, kan godt forstå, at Simon Kjær bakker Åge Hareide op. Han har også noteret sig Hareides kritik, men fastholder, at beslutningen om at ansætte Kasper Hjulmand var den rigtige. Til gengæld har man misforstået noget, hvis man tror, Hjulmand er ansat til at spille possession-fodbold.

Om lidt skal I, kære læsere, have Peter Møllers svar på det, Simon Kjær sagde om udskiftningen af Åge Hareide som landstræner. Men først genopfrisker vi lige, hvad landsholdsanføreren sagde efter EM-skæbnekampen i Dublin i mandags.

- Havde de spurgt mig til råds, havde jeg nok også sagt noget anderledes, men det er ikke noget, der i princippet er i mine hænder, og jeg har indflydelse på. Åge ved, at han har vores 100 procents opbakning og støtte til EM, og vi skal også slutte ordentligt af for Åge, sagde han ifølge BT.

- Vi havde nok tabt denne her kamp på et andet tidspunkt, det gør vi ikke i dag, og det er vores absolutte styrke, at selv om vi spiller dårlige fodboldkampe, formår vi alligevel at få et resultat.

Kjær syntes altså ikke, at DBU skulle have ladet Hareides kontrakt løbe ud og erstatte ham med Kasper Hjulmand. Spørgsmålet til fodbolddirektør Møller er, om DBU skulle have spurgt anføreren og de andre spillere til råds, inden man førte beslutningen ud i livet.

- Hvad skal Simon Kjær næsten svare, når han får det spørgsmål?, siger Peter Møller for at indikere, at Kjær dårligt kan bakke op om, at hans nuværende træner, som også skal sætte ham på banen det næste halve år.

- Det, Simon Kjær siger, ville jeg selv have sagt som spiller. Jeg har faktisk også opfordret ham til at sige det her. Jeg synes, det er sådan, det skal være.

- Jeg har jo hele tiden, både da vi annoncerede Hjulmand og undervejs, bakket op om Åge Hareide og rost ham. Jeg har faktisk sagt til spillerne, at jeg gerne vil have, at de går ud og bakker vores landstræner op. Det er deres træner, det er Åge Hareide, det er ham, de skal kæmpe for. Vi har et ønske om, at vi slutter af på bedste vis sammen med ham. Vi bakker op om den landstræner, vi har nu, og så kommer der en landstræner, når Åge Hareides aftale udløber med DBU.

Læs også:Åge Hareide: Krævende med en arbejdsgiver, der ikke ved, hvad de vil

Åge Hareide har også selv, efter landsholdet sikrede EM-billetten, kritiseret DBU. Særligt efterlyste han en begrundelse for, hvorfor han ikke skal fortsætte som landstræner, når nu han hold næsten aldrig taber, og han har ført Danmark til to slutrunder.

Er det rigtigt, at han ikke har fået en forklaring?

- Jeg har noteret mig, hvad han synes om timingen og den her udmelding. Og jeg må bare sige: Timingen har været superperfekt. Både i forhold til troværdighed og ærlighed over for Åge. Det er den helt rigtige måde, det skal gøres på. Han skal informeres først, så skal spillerne informeres, og så skal pressen informeres, siger Peter Møller.

- Frygten om, at det skulle skabe uro, har vist sig at være ubegrundet. Frygten for, at resultaterne skulle udeblive, har vist sig at være ubegrundet. Vi står det sted, hvor vi gerne vil. På den korte bane ønsker vi succes, og den får vi med Åge Hareide. På den lidt længere bane ønsker vi at forandre DBU Elite - det er den afdeling, jeg er i - og dermed også dansk fodbold.

- Skal der forandringer til både på det strategiske plan, er det vigtigt, at man har den rigtige mand til det. Der er det, jeg synes, vi ikke får nogen bedre end Kasper Hjulmand, der kan være med til at lave de her forandringer i DBU og udnytte det store potentiale, vi har.

Som eksempel på det potentiale, Møller ser, nævner han landsholdenes resultater i 2019. Både U17-, U19-, U21- og A-landsholdet har klaret sig godt.

- Prøv at høre her. Vi har spillet 34 landskampe i år fra U16 til A-landsholdet. Vi har vundet 26, vi har spillet fire uafgjorte, og vi har tabt fire kampe. Det går helt vildt godt for DBU og dansk landsholdsfodbold. Helt vildt. Så jeg synes faktisk, vi har et kæmpe potentiale, og vi har mulighed for at drømme stort, og det skal vi gøre i DBU, som skal flytte dansk fodbold. Der kunne jeg ikke forestille mig andre end Kasper Hjulmand til at være med til den mission.

- Det er det, jeg vil sige i forhold til den udmelding. Jeg fastholder stadigvæk, at det var det rigtige valg, også med hensyn til at ville forandre DBU og gøre noget på sigt.

Læs også:Kjær om ny landstræner: Jeg havde nok sagt noget anderledes

Kasper Hjulmand er altså netop ansat til at forandre DBU og dansk fodbold. Det handler ikke om, understreger Peter Møller, at landsholdet skal spille en helt anden form for fodbold. Sådan bliver det ofte fremstillet, oplever han, men det er en misforståelse.

Den kommende landstræner skal vinde; det er først og sidst det, der handler om. Og så skal han flytte DBU.

- Det bliver lagt ud, som om DBU vil noget andet, og nu skal vi spille teknisk fodbold, men det er slet ikke det, det handler om. Det er spørgsmålet om at lave nogle forandringer på den lange bane, som kan udvikle dansk fodbold. Det er det, Åge Hareide profiterer af nu. Det er alt det, Morten Olsen gjorde. Det er Morten Olsens skyld sammen med de øvrige landstrænere, der var med til at lave den røde tråd, at vi har alle de dygtige spillere nu, siger Peter Møller.

- Det er det, Kasper Hjulmand også skal være med til, sådan at dansk fodbold også i fremtiden er konkurrencedygtig, og vi kan få lov til at kvalificere os til alle de her slutrunder, som vi alle sammen ønsker os.

Det, Hjulmand skal være med til at forandre i DBU, er altså i højere grad strategiske ting end spillemæssige. Peter Møller nævner den måde, unionen samarbejder med klubber, og den måde, den udvikler talenter. Og så skal han "give os en profil, som vi ved er hos os i mange år, frem for vi har noget kun på den korte bane."

Kasper Hjulmand tiltræder til sommer på en kontrakt til og med EM 2024.

Læs også:DBU-boss svarer Hareide: Gider ikke at blive ved med at køre rundt i det der

Læs også:Karakterer: Missionen lykkedes for Hareide i dansk gyserkamp i Irland

Læs også:Åge Hareide melder klart ud: Interesseret i landstrænerjob i Norge