Video : Tipsbladet
Landshold

Dansk back hylder Irlands landstræner: Han drak kaffe med min mor

Jonas Knudsen hylder Irlands landstræner Mick McCarthy, som han kender fra den engelske klub Ipswich.

Alt tyder på, at Irland og Danmark skal ud i en altafgørende kamp på mandag i Dublin. Det scenarie udspillede sig også for to år siden, og her snuppede det danske landshold billetterne til VM efter en mindeværdig sejr på 5-1. 

Dengang blev irerne trænet af Martin O'Neill, men i den igangværende EM-kvalifikation er det Mick McCarthy, der står med ansvaret for Irland. McCarthy er en rutineret træner, der blandt andet har været en årrække i Sunderland og Wolverhampton.

Læs også:Hareide har fået tilbud fra gode europæiske klubber: To er meget konkrete

Han har også været i Ipswich Town, hvor han var træner for Jonas Knudsen, og den danske landsholdsspiller har alt godt at sige om 60-årige Mick McCarthy.

- Det er nok den bedste manager, jeg har haft. Inden jeg kom derover, fik jeg også at vide af folk, at han var outstanding. Han er rigtig, rigtig god til mandskabspleje og til at få sit hold til at præstere. Som manager har han de menneskelige egenskaber, men stadig har man så kæmpestor respekt for ham. Han er gaffer (engelsk udtryk for chef, red.), og det vil han altid være for mig. Han er stadig min gaffer, når jeg møder ham i dag, så meget manager er han, siger Jonas Knudsen til Tipsbladet og fortsætter:

Læs også:Poulsen advarer mod pokalkamp-tendenser mod Gibraltar

- Han er typen, man kan snakke med, når man vil. Det er det, der er klasse. Der er altid en åben dør. Og man er ikke bange for at snakke med ham, fordi han er den type, han er. Det kan jeg rigtig godt lide. Når vi var uden for banen, snakkede vi om alt mellem himmel og jord. Vi sagde "godmorgen" til ham hver morgen og gav hånd, den gamle skole, og det kan jeg godt lide. Man var lige inde at se ham i øjnene, men når man var ude at træne, trænede man også, og så var vi på. Så vidste man godt, hvem der var boss.

- Der var en situation, hvor min mor var ude at se træningen. Jeg var ovre at træne noget restitution, og så stillede han sig over og snakkede med min mor. Så tog han hende under armen, og så gik de ind og fik en kop kaffe. "Hvad fanden sker der?", tænkte jeg. Det viser lidt om, hvilken karakter han også er. Han har det familiære for personen, og det er derfor, han har så stor succes, og han er så vellidt blandt alle.

Du kan læse hele interviewet med Jonas Knudsen i Tipsbladet, som er på gaden i dag, fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet. 

Læs også:Optakt: Danmark - Gibraltar

Læs også:Hård kamp i angrebet på landsholdet: Jeg har gjort god reklame for mig selv

Læs også:Landsholdsspiller forhandler om ny kontrakt: Tror på hurtig afklaring