Video : Tipsbladet
Landshold

Bendtner: Det kan blive svært at udtage ham til EM

Damsgaard skal få skruet op for minutterne i England, hvis han skal med til sommer, mener Nicklas Bendtner.

Mikkel Damsgaards spilletid i Brentford er efterhånden ikke så stor længere. Alligevel er han kommet med i den seneste landsholdssamling - og i tirsdagens kamp mod Færøerne kommer han sågar til at starte inde.

Der skal dog ske noget på klubholdet, hvis han gerne vil med til EM til sommer. Det mener den danske landsholdslegende Nicklas Bendtner på TV 2 kort før kampen.

- Det bliver spændende at se hvilken forfatning, han er inde i i dag. Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at Hjulmand vil enormt gerne have ham med, men hvis han ikke får spillet og ikke får flere minutter i benene, så kan det godt blive svært at udtage ham, siger Bendtner.

Han forklarer endvidere, at ellers vil Damsgaard simpelthen ikke være skarp nok.

Der er dog ikke nogen tvivl om, hvad Bendtner gerne vil se fremover.

- Så håber for ham og for Danmark - fordi jeg ser ham som en spiller, der skal med - at han får de her minutter, og får lov til at blomstre, siger han og fortsætter:

- Og i dag ville være en perfekt start, lyder det fra Nicklas Bendtner.

Damsgaard har spillet 506 minutter samlet over hele denne sæson for Brentford.