Danmark står foran en altafgørende EM-kvalifikationskamp mod Schweiz i Telia Parken den 12. oktober. En sejr vil bringe landsholdet et stort skridt nærmere EM på hjemmebane i 2020, mens et nederlag for alvor vil give grund til bekymring.
Billetterne til kampen er blevet revet væk, og det kan blive en mindeværdig aften i dansk landsholdsfodbold. Mindeværdigt blev det i hvert fald senest, da Schweiz og Danmark mødte hinanden.
Det var tilbage i marts, hvor Danmark var bagud 0-3 efter 84 minutter, men endte med at få 3-3 med hjem fra St. Jakob Park i en af de vildeste afslutninger, et dansk landshold har lagt navn til.
Nu venter altså endnu et opgør mod Schweiz, og landstræner Åge Hareide fastslår, at det måske ikke var nogen tilfældighed, at det lige præcis var mod Schweiz, at Danmark kunne præstere et så opsigtsvækkende comeback.
- Det var en mærkelig kamp. Vi styrede de første ti minutter, og vi skabte to chancer, men så oplevede vi, at fodbold kan være brutalt, for de var dødsens effektive, og så var vi bagud 0-3 i en kamp, som var meget lige. Hvis man ser Schweiz' kampe, går de ned mod slutningen af næsten alle kampe. Det er meget, meget vigtigt at være klar over, siger Åge Hareide og tilføjer:
Læs også:Storkamp venter i Parken: Her er Danmarks trup mod Schweiz
- Hvis man ser på deres præstation i slutningen af kampene, er det en meget god indikator på deres hold. Det er et godt hold med mange gode spillere, men det er ikke altid, de står lige godt sammen.
Landstræneren har desuden spottet et andet ømt punkt hos schweizerne.
- Vi så i Schweiz' kamp mod Portugal i Nations League, at de havde det svært ved indlæg fra kanterne. Den type fodbold er de ikke så glade for, så det må vi kigge nærmere på. Hvis vi vinder, har vi god kontrol på tingene i gruppen, og så er Schweiz under pres. Vi skal gå efter at vinde, når vi spiller i Parken. Det kan meget vel blive en knald eller fald-kamp. Vi var i en lignende situation mod Polen ved seneste kvalifikation. Vi var under pres og måtte levere, og det gjorde spillerne, lyder det fra Åge Hareide
Andreas Cornelius tilbage på landsholdet
Nordmanden udtog mandag de spillere, der skal sikre tre vigtige point mod Schweiz, og mest bemærkelsesværdigt var det, at Andreas Cornelius er tilbage i landsholdsvarmen efter en lang periode med skader.
Parma-angriberen har før haft succes på Åge Hareides landshold, og landstræneren ser Cornelius som en joker mod Schweiz.
Læs også:Sådan gik det til, da Hareide udtog truppen til landskampen mod Schweiz
- Spørgsmålet er, hvornår vi skal bruge Andreas. Det finder vi ud af, når vi ser hans fysik. Vi ved, at han er svær at spille over for. Han kan holde på bolden på en lidt anden måde end de øvrige angribere. Man får altid 100 procent fra Andreas, og det er en vigtig del. Selv om han ikke altid lykkes rent teknisk, så er han til stede og flytter på folk, fastslår Åge Hareide.
Landstræneren mener også, at Andreas Cornelius bidrager med noget energi på holdet. Noget, landsholdet godt kan savne engang imellem.
- Vi har nogle gange set lidt energiløse ud i vores kampe, og det er ikke noget, spillerne gør med vilje, det sker bare engang imellem. Vores udtryk har været sådan i nogle af vores 0-0-kampe, og det går ikke, når vi skal spille i Parken. Der må vi komme med fuld skrue.
- Parken er bygget sådan, at den er fantastisk, når den er fyldt op. Så er det en heksekedel. På den måde er Parken speciel, og det er den også for de danske landsholdsspillere, siger Åge Hareide.
Danmark er aktuelt et point foran Schweiz, men står samtidig noteret for én kamp mere. Irland topper gruppen.
Læs også:Hareide: I Norge var jeg blevet adlet
Læs også:Robert Skov som back? Landstræneren blander sig udenom
Læs også:Hareide er tilbage efter sygemelding: Jeg havde det skidt undervejs