Den 11. november 2017, den 14. november 2017, den 13. oktober 2018, den 19. november 2018 og den 7. juni 2019.
De nævnte datoer har én ting tilfælles, og det er, at Danmark og Irland har mødt hinanden på fodboldbanen. Fem indbyrdes kampe er det blevet til, og om to uger spilles nummer seks, når det danske landshold skal til Dublin og forsøge at gøre arbejdet færdigt i EM-kvalifikationen.
Landstræner Åge Hareide erkender, at de to hold ikke længere har nye tricks i ærmet.
- Jeg tror ikke, vi kan overraske hinanden. Først og fremmest er det pisseirriterende, at vi møder dem for tredje gang efter Nations League og VM-playoff. Jeg kan godt lide at spille mod lidt forskellige nationer. Det er meget sjældent, man møder et hold så ofte, som vi har mødt Irland, siger Åge Hareide.
Læs også:Landstræner til Bubacarr Sanneh: Vend tilbage til Danmark
Danmark vil formentlig kunne nøjes med et enkelt point i Dublin, og Åge Hareide føler sig overbevist om, at hvis de rød-hvide kommer på måltavlen, er EM-billetterne i hus.
- De scorer ikke så mange mål, det har man også kunnet se indtil videre. Det er sjældent, de scorer mere end et mål, siger landstræneren og tilføjer om skæbnekampen i den irske hovedstad:
- Vores intention skal være at være mest mulig os selv. Vi skal ud at spille mod dem. Vi skal ikke gå i duel mod dem, for så kan vi blive urolige. Irland har en lidt anden gejst nu end tidligere. De har stort set de samme spillere, men Mick McCarthey har fået lidt mere gejst ind. De ser lidt anderledes ud, men spiller stort set på samme måde. De har spillere på relativt gode Premier League-hold, og det vidner om kvalitet.
Før opgøret i Dublin møder Danmark lilleputterne fra Gibraltar hjemme i Telia Parken, og her vil det være en nærmest uhørt sensation, hvis ikke danskerne vinder komfortablet og sikrer, at kampen mod Irland bliver den finale, der er lagt op til.
Læs også:U21-landstræneren følger stortalentet Daramy: Han er interessant
Åge Hareide varsler, at det hold, der møder Gibraltar, næppe bliver det samme som mod Irland.
- Der bliver ikke stor forskel, men vi skal lige have en snak med spillerne, for nu kommer en travl uge med Champions League-kampe og en ny runde i den hjemlige liga i weekenden. Vi skal se på den totale belastning. Der kan være nogle skader, som opstår af for hård belastning, og det skal vi undgå, siger Hareide.
Du vil gerne spare spillere af fysiske hensyn?
- Det kan være, vi gør det.
Opgøret mod Gibraltar spilles den 15. november klokken 20.45.
Læs også:Rosenborg kommenterer på Nicklas Bendtner-bogen
Læs også:Åge Hareide om Zanka-kritik: Vi er så helvedes skinhellige i Norden
Læs også:Åge Hareide: Jeg bryder mig ikke om, hvis Bendtner udleverer nogen