Video : Tipsbladet
La Liga

Åh nej: AC skadet lige før landsholdssamlingen

FC Barcelona-træner Xavi Hernandez var nødt til at pille Andreas Christensen ud af startopstillingen søndag.

Andreas Christensen skulle være startet inde for FC Barcelona på den centrale midtbane i søndagens kamp ude mod Atlético Madrid.

Men den danske landsholdsspiller mærkede ubehag under opvarmningen og udgik kort før kampstart. I stedet for Andreas Christensen er midtbanespilleren Fermin Lopez blevet valgt. Det oplyser Barcelona på X.

- Andreas Christensen mærkede noget ubehag under opvarmningen. Han er blevet erstattet af Fermin i startopstillingen, oplyser Barcelona.

Den catalanske klub oplyser ikke, hvor slem skaden er, eller hvad der konkret er sket med danskeren.

Af samme grund er det ikke til at sige på nuværende tidspunkt, om det får indflydelse på Andreas Christensens deltagelse i de kommende landskampe for Danmark.

Landsholdet samles mandag i Helsingør og skal spille EM-testkamp mod Schweiz på lørdag i Parken. Dernæst venter Færøerne i endnu en testkamp tre dage senere på Brøndby Stadion.

La Liga-kampen i Madrid er fortsat i gang, og stillingen er 0-3 til Barcelona midtvejs i anden halvleg.

/ritzau/