Fenerbahce tog fredag aften imod Genclerbirligi, hvor de skulle forsøge at reducere afstanden til topholdet Sivasspor.
Mathias 'Zanka' Jørgensen var blevet sat på bænken til opgøret af Fenerbahce-manager Ersun Yanal, for første gang i hans tid i klubben.
Genclerbirligi bragte sig overraskende foran efter otte minuter, men ved pausen havde Fenerbahce vendt kampen helt rundt til en føring på 3-1, på to mål af Vedat Muriqi og ét af Luiz Gustavo.
I anden halvleg udbyggede Fenerbahce føringen til 4-1 ved Ferdi Kadioglu, inden Bogdan Stancu kort efter reducerede til 4-2 for gæsterne.
Til allersidst lukkede Max Kruse dog kampen fuldstændigt, da han gjorde det til 5-2, som også blev kampens resultat.
Dermed ligger Fenerbahce nu nummer to i ligaen, dog med en kamp flere end de øvrige hold.