Efter et 1-5-nederlag til Frankfurt i weekenden valgte Bayern München mandag at fyre Niko Kovac.
Bayern München har ikke fundet en afløser endnu, og derfor bliver der naturligvis spekuleret i, hvem der kommer til at blive klubbens næste cheftræner.
Nu fortæller Arsene Wenger, at han godt kunne være interesseret i det attraktive job.
- Selvfølgelig. At træne har været hele mit liv indtil nu. Alle der har trænet vil sige det samme. Du savner intensiteten, nogle ting savner du meget, andre ting savner du ikke, siger Arsene Wenger til beIN Sport.
- Men på den anden side, fodboldkampe, at vinde fodboldkampe, at forberede holdet, at være tilfredse og dele følelser. Det er noget, som man savner.
Arsene Wenger har været arbejdsløs siden sidste sommer, hvor han stoppede efter 21 år i Arsenal.
- Selvom jeg savner det, så var det godt for mig at komme væk fra presset. De der kender mig godt fortæller, at jeg er mere afslappet nu. Det er sandt, siger franskmanden.