Video : Tipsbladet
Generelle

Tv-selskaber har sendt over 200 ansatte hjem: Det er primært på sporten

Ansatte på både TV3 Sport, Discovery Networks og TV2 er sendt hjem uden arbejde. Der er tale om 220 i alt, og de fleste er ansat til at dække sport.

Dansk tv's store fodboldrettighedshavere har den seneste tid sendt medarbejdere hjem i stor stil. Først TV2, i går Discovery Networks, og i dag fortæller TV3 Sport til Mediawatch, at også de har sendt en række ansatte hjem.

TV2 sendte i midten af marts 120 medarbejdere hjem, især fra sportsredaktionen. Hos Discovery er tallet 50, og det samme er det hos NENT, der ejer TV3 Sport A/S, som alle 50 hjemsendte medarbejdere er ansat hos. Det kommer som en naturlig konsekvens af, at stort set al sport ligger øde hen.

Læs også:Ekspert: Fire tv-stationer kæmper om landsholdsrettigheder

- Vi kunne ret hurtigt se, at vores aktivitetsniveau faldt til et minimum. Hen over en weekend lukkede stort set alt ned fra fodbold til fightsport og ishockey, og så valgte vi at beholde nogle medarbejdere, så vi har et vist aktivitetsniveau, og sende andre hjem i lyset af, at rigtig mange kræfter er bundet op på vores live-produktioner, siger Kim Mikkelsen, der er sportschef i NENT.

Fælles for de hjemsendte er, at de beholder deres løn, men de må ikke arbejde i perioden. Til gengæld får deres arbejdsgivere refunderet op til 30.000 kroner af deres månedlige gage som en del af statens lønkompensation til virksomheder.

Læs også:Avis: Discovery misser endnu en tv-rettighed

Det er samme ordning, som flere Superliga-klubber har benyttet sig af.

TV3 Sport har rettighederne til to tredjedele af Superliga-kampene, Premier League og Champions League, Discovery viser de resterende Superliga-opgør, Europa League og landsholdet, og TV2 sender La Liga og Serie A.

Der er altså udsigt til, at nogle af medarbejderne kan vende tilbage, efterhånden som ligaerne efter planen genstarter i løbet af maj og hen over sommeren.

Læs også:Tv-boss: Vi kan være klar til at sende Superliga på to dage

Læs også:Fodboldøkonom: Tv-gigant har sat Discovery skakmat

Læs også:Tv-gigant flyttede penge fra Norge og Sverige: Forsvarede danske CL-rettigheder