Topledere handler med blodigt militærstyre
FIFA-præsident Sepp Blatter har tilsyneladende endnu en pinlig sag på hænderne, efter at det er kommet frem, at schweiziske myndigheder efterforsker FIFA for brud på sanktioner mod militærstyret i Burma.
Blatter var for få uger siden i Burma for at mødes med landets fodboldchef Zaw Zaw og med militærdiktaturets øverstbefaldende Thein Sein. Militærdiktaturet hævder at have opløst sig selv ved demokratiske valg i november, som ifølge uafhængige eksperter og udenlandske regeringer var et rent bluff-nummer i forsøget på at hvidvaske det hårdhændede styre.
Læs også: DBU skal gøre mere i kamp mod aftalt spil
De schweiziske myndigheder har taget sagen op, fordi det i de seneste måneder er kommet frem, at FIFA i forbindelse med projekter for FIFA-midler i Burma har givet byggekontrakter til burmesiske selskaber, der er kontrolleret af fodboldforbundets chef Zaw Zaw, der er på EU's sanktionsliste, en liste Schweiz trods status som neutralt land uden for EU-samarbejdet også håndhæver.
- Vi har bedt FIFA om at få en række dokumenter. Vi venter på disse dokumenter og vil så afgøre, om der er sket en overtrædelse af sanktionerne mod Burma eller ej, fortæller Thomas Graf, der arbejder for Schweiz' statssekretariat for økonomiske anliggender.
Zaw Zaws firmaer skal blandt andet have fået en kontrakt til opførslen af et stadion, FIFA er med til at finansiere.
Siddende FIFA-præsident Sepp Blatter stiller om små to måneder op til kampvalg om præsidentposten i fodboldforbundet, som Qatars Mohammed bin Hammam også gerne vil vælges til.