Den tidligere hollandske landsholdsspiller Fernando Ricksen er død
Foto: Getty Images
Generelle

Den tidligere hollandske landsholdsspiller Fernando Ricksen er død

Fernando Ricksen blev bare 43 år - han var syg med ALS.

Den tidligere hollandske landsholdsspiller Fernando Ricksen er død.

Ricksen, der bare blev 43 år, var i sin aktive karriere mest kendt for at have været en stor profil hos skotske Rangers fra perioden 2000 til 2006, og han nåede i sin klubkarriere også at spille for Fortuna Sittard, AZ og russiske Zenit. Klubkarrieren startede i Fortuna Sittard i 2004, og den sluttede i samme klub i 2013.

12 landskampe blev det også til for hollænderen, der i 2013 fortalte, at han var alvorligt syg med sygdommen ALS.

ALS er en sygdom, som rammer de motoriske nerver i hjerne, hjernestamme og den forlængede rygmarv, og der er et dødeligt udfald forbundet med sygdommen.

Sygdommen har et hurtigt fremadskridende forløb, og derfor var det et spørgsmål om tid, da Fernando Ricksen i 2013 fortalte, at han var syg med ALS.

Den tid var altså nu for hollænderen, der i de sidste år af sit liv sad i kørestol.

I 2015 lavede skotske Rangers FC en kamp, hvor overskuddet fra opgøret blandt andet skulle gå til Ricksen-familien. Hollænderen har en datter, Isabella, og overskuddet fra kampen, der indtjente omkring tre millioner kroner, blev delt mellem Ricksen, hans datter og velgørende organisationer i Skotland.

- Alle i Rangers tænker i dag på hans hustru, Veronika, datter, Isabella, hans venner og familie, lyder det på Rangers' hjemmeside.

Også Peter Løvenkrands, der spillede i Rangers samtidig med Fernando Ricksen, ærer sin tidligere holdkammerat.